Obama: Et både sikkert og omstridt valg

USA's præsident, Barack Obama, har fået Nobels Fredspris. Og jo, han har givet håb om en bedre verden. Men hvad har Obama egentlig konkret udrettet?

Nyhedsanalyse

Med tildelingen af dette års fredspris til USA's præsident, Barack Obama, har Nobel-komiteen truffet et både sikkert og kontroversielt valg. Det er sikkert, fordi Obama har en høj stjerne overalt på kloden. Han er utrolig populær hos langt de fleste. Han er noget af det nærmeste, man kommer en person, der kan være venner med alle.

Men valget af Obama er også kontroversielt, fordi den amerikanske præsident indtil videre først og fremmest har fremsat en masse løfter. I sine knap ni måneder i Det Hvide Hus har Obama derimod stort set ikke leveret konkrete resultater, der kan berettige en tildeling af verdens mest fornemme pris.

Komiteen bag Nobels Fredspris lægger da også stor vægt på, at Obama har givet verden >>et håb om en bedre fremtid,<< og at han har gjort sig >>ekstraordinære<< diplomatiske anstrengelser. Og alle præsidentens talenter ufortalt så har det håb også været lettere end ellers at sprede, fordi Obamas forgænger, George W. Bush var blevet indbegrebet af det stik modsatte.

Obama får også prisen for sin kamp mod atomvåben. Kampens mest konkrete udtryk består af en FN-resolution, som Obama for et par uger siden fik vedtaget i FN. Resolutionen er det første skridt i retning af en verden fri for de altødelæggende våben, men vel at mærke også kun det første skridt. Faktisk har USA og de andre gamle atommagter i årtier skullet nedruste deres a-våben arsenaler i henhold til de internationale aftaler om atomprøvesprængninger og ikke-spredning af a-våben. Det løfte har hverken USA eller de andre atommagter overholdt.

Den amerikanske præsident får samtidig fredsprisen for sin indsats mod klimaforandringerne, men også på det område har Obama hidtil kun leveret løfter. Selve varen kniber det med. Det er rigtigt, at det ikke er Obamas skyld, men Kongressen og Senatet i USA. Men bundlinien er igen, at det er og bliver et løfte, en vision.

De fleste er vel også enige om, at Obama skal roses for beslutningen om at lukke den kontroversielle fangelejr, Guantanamo, i Cuba. Den har længe nok været en skamplet på et USA, der gerne vil fremstå som demokratiets og menneskerettighedernes globale vagthund. Men kan præsidenten på det punkt levere? Nej, det kan han nok ikke. I hvert fald ikke til tiden – altså den 22. januar næste år – har topfolk i Obamas administration ladet forstå i den seneste uges tid.

Men kan selvfølgelig forsvare Nobel-komiteens beslutning med, at Obama med prisen får et gevaldigt moralsk skulderklap til sin kamp for en bedre verden. At prisen er et vink med en vognstang til alle de lande, der på forskellig vis bliver nødt til at hjælpe Obama, hvis hans projekt skal lykkes. Men samtidig kan det konstateres, at Nobels Fredpris normalt går til en person/organisation, der på forskellig vis allerede har gennemført konkrete initiativer til gavn for freden/menneskerettigheder/demokratiet.  I flæng kan nævnes Myanmars (Burmas) demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi (1991), Nelson Mandela (1993), International Campaign to Ban Landmines (1997) og Martti Ahtisaari (2008) – Finlands tidligere præsident, der fik Fredsprisen for i 25 år stædigt og vedholdende at have knoklet som succesrig fredsmægler i verdens brændpunkter.

Barack Obama derimod har ikke engang haft et år til at gøre sig fortjent til prisen. Omverdenen og Nobelpris-komiteen må håbe på, at den amerikanske præsident kan leve op til forventningerne.