Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Tysk kansler-favorit drømmer om censur af kritiske stemmer på internettet

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og debatjournalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

20.24

Tysk kansler-favorit drømmer om censur af kritiske stemmer på internettet

Kvinden der har gode chancer for at blive Tysklands næste kansler, Merkels efterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer, lægger nu i op til at diskutere grænserne for ytringsfrihed på internettet under en valgkamp. Og det skyldes, at CDU har fået et utilfredsstillende valgresultat i søndagens valg til Europa-parlamentet - sandsynligvis, selvom der ikke er nogen direkte årsagssammenhæng, der kan påvises - på grund af en såkaldt »youtuber« ved navn Rezo, der på tvivlsomt grundlag og muligvis med manglende hjemmel i virkeligheden har skudt CDU diverse dårligdomme i skoene. Øget ulighed, krigsdeltagelse, og deslige.

Naturligvis er det et problem, når indflydelsesrige stemmer som Rezo, der har mio. af abonnenter, spreder falske påstande. Men løsningen er aldrig at indføre censur. Løsningen er skærpet debat og bedre kommunikation. At en politiker der står til at overtage magten i Europas mest magtfulde land vil indføre censur på nettet bør bekymre alle demokratisk sindede mennesker i Europa.


19.53

Personalenyt i Partiet Klaus Riskær Pedersen I/S

Det er længe siden, der har været væsentligt nyt fra partiet Klaus Riskær Pedersen I/S, der som bekendt ledes af manden, som bærer samme navn. Der har, som læserne ved, tidligere været en del bøvl med personalet, der ikke helt levede op til de forventninger, som chefen stillede til sine håndplukkede folketingskandidater i storkredsene. Og nu er der så problemer igen, idet en af Fyns Storkreds’ to folketingskandidater nu har trukket sig på grund af »politiske uenigheder« mellem den nu forhenværende kandidat og partistifteren.

Officielt var tidsgrænsen for at trække sig som kandidat allerede passeret i lørdags, men den nu tidligere kandidat behøver næppe bekymre sig om, at vælgerne ved skæbnens ugunst kommer til at stemme ham ind i Det Høje Ting mod sin vilje, da Riskær-partiet i de fleste målinger er tættere på nul end på spærregrænsen. Men der er stadig tid til, at flere kandidater kan nå at trække sig efter uoverensstemmelser med chefen.


19.12

Stem personligt på Hønge og få varm luft og en lang næse

Så fik SFs Karsten Hønge endelig besvaret det spørgsmål, som han er blevet stillet lige siden, der stod klart, at han ville blive valgt som SFs andet mandat til Europarparlamentet: Vælger du Folketinget eller EP?

Og selvfølgelig valgte Hønge Folketinget. For det var jo slet ikke meningen, at han skulle vælges. Han skulle blot være pænt fyld på listen, så der var andre landskendte navne end Margrethe Aukens. Det betyder så, at der er 19.687 danskere, som får en lang næse, fordi den kandidat, de valgte at stemme personligt på, slet ikke var kandidat i virkeligheden.


19.12

Vikaren fra helvede sender en vikar til Europa-Parlamentet

SF’s Karsten Hønge har netop meddelt, at han er ret ligeglad med de 19.687 danskere, som i går satte deres kryds ved netop ham: Han vil nemlig hellere sidde i Folketinget, så han giver sit mandat til den næste på listen, den kun 21-årige Kira Marie Peter-Hansen.

Hverken SF-toppen eller Hønge selv havde regnet med, at SF ville få mere end et enkelt mandat, så Hønge stod kun på listen for at trække ekstra stemmer til og dermed hjælpe spidskanidaten Margrethe Auken.

»Vi opstillede Karsten, idet vi troede, at vi skulle ud at kæmpe for bare ét mandat. Og så tænkte vi, at han ville være en stærk stemme på listen,« siger gruppeformand Jakob Mark.

Det er virkelig en interessant logik. Kan Venstre så bare opstille Inger Støjberg til Europa-Parlamentet og bagefter give hendes stemmer til en ukendt kandidat? Kan De Konservative hente Michael Laudrup ind bare for et syns skyld?

»Ikke mere pis. Tid til klar tale,« lød Karsten Hønges slogan under valgkampen. Og ja, det er sandelig klar tale, vi hører nu: For SF handler det bare om at lokke vælgerne til – så kan man altid pisse på dem bagefter.


19.05

Hønge-kolbøtten er dårligt nyt for SF

Folkesocialisterne kan tilsyneladende bare ikke håndtere politisk magt. Når Karsten Hønge, der var opstillet som nr. 2 efter Margrethe Auken nu meddeler, at han agter at give sit mandat videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, er det ikke bare et tegn på, at Hønge ikke respekterer vælgernes dom og spilder vores alle sammens tid. Hønge kan også ende med at  forpurre Pia Olsen Dyhrs mangeårige arbejde med at genoprette tilliden til SF efter Anette Vilhelmsens dødssejleri. Hele miséren forstærket billedet af et parti, der siden Aksel Larsens dage, aldrig rigtig har vænnet sig til parlamentarisk ansvar.

Det blev senest tydeligt i 2014, da partiet forlod regeringen og endte i en total nedsmeltning stod det klart, at folkesocialisterne har et nærmest skizofrent forhold til den indflydelse, som de ellers beder vælgerne om. Hønges seneste kolbøtte er med andre ord ikke bare en blamage for ham personligt. Den kan blive et problem for partiet ved det kommende valg. For hvorfor skulle man dog stemme på et parti, hvis kandidater slet ikke ved, om de ønsker magten?


17.30

Hvor dyb er DFs nedtur?

Dansk Folkeparti er ikke kollapset men er unægtelig i knæ, og det er mærkeligt at se et parti, som så længe har kunnet nærmest gå på vandet, fremstå presset og voldsomt underskudsramt. Pia Kjærsgaard fik både skældt ud på journalister og placeret skylden for partiets genvordigheder på de frække klimatosser, og næsten besværgende erklærede Kristian Thulesen Dahl, at de slemme modstandere ikke ville få Dansk Folkeparti ned med nakken.

Men det er hverken modstandere eller klimatosser, som har decimeret Dansk Folkeparti. Det har partiets forsøg på på en gang at være både protest- og magtparti og på samme tid rødt og blåt. Læg dertil en arrogance, der synes at udvist i forhold til fx midler fra MELD og FELD samt placering af svinedyre omfartsveje i Mariager, der gør det meget svært at opholde billedet af partiet som den lille mands forsvarer. I lyset af en så voldsom og hastig nedtur, som både meningsmålinger og gårsdagens valg viste, bliver det interessante nu, om DF kan opnå tocifrede stemmetal på Grundlovsdag.


16.13

Høj valgdeltagelse kan blive Løkkes hovedpine

Den rekordhøje valgdeltagelse til EP-valget kom bag på alle. Ikke mindst fordi almindelig visdom (og forskning) siger, at det giver lav valgdeltagelse at afholde to valg så tæt på hinanden. Men sådan gik det ikke.

Derfor er det også naturligt at spørge, om vi kan forvente høj valgdeltagelse til Folketingsvalget. Det tror jeg, selvom den store afstand mellem blokkene taler imod (folk kommer mere op af sofaen, når der er spænding om resultatet).

En høj valgdeltagelse er naturligvis rigtig godt for demokratiet, men knap så godt for Løkkes hovedpine. For de grupper, som normalt ikke stemmer, er ofte unge under 25, det er folk med lav indkomst og så er det indvandrere og efterkommere. Grupper der næppe bliver blå bloks redning.


16.11

Dansk politiks ringeste kampagneeffekt?

Kausale effekter handler grundlæggende om at forstå, hvad der ville være sket, hvis vi ikke havde handlet på en særlig måde. Kausalitet er derfor altid et spørgsmål om at opstille en kontrafaktisk situation, som vi af gode grunde ikke kender med sikkerhed.

Vi ved derfor heller ikke, hvad der ville være sket, hvis DFs Anders Vistisen ikke havde sendt 240.000 bøger til udvalgte husstande. Men vi kan konstatere, at den omfattende omdeling af læsestof ikke har været nok til at sikre DFs ene mandat.

Det må være op til mine gode kollegaer, der studerer politiske kampagner, at fælde den endelig dom over effekten af Vistisens kampagne. Jeg gætter på, at en cost-benefit-analyse ikke vil tage sig heldigt ud for Vistisen.


15.31

Fremgang til Venstre, men katastrofe for det borgerlige Danmark

Gårsdagens EP-valg gav, som det var hensigten, et velkomment rygstød til Venstre, men bag tallene gemmer der sig en anden fortælling.

Valget blev et svidende nederlag til de blå partier, og V kom slet ikke i nærheden af at opsamle alle stemmerne fra DFs kollaps. Til gengæld bør Mette Frederiksen bekymre sig over fremgangen til de Radikale og SF. Hvis den tendens holder til FT-valget, så risikerer den evt. kommende socialdemokratiske soloregering at blive særdeles svag.


12.16

Kloge danskere og grønne og frie europæere

Den høje stemmeprocent efterlader en tro på, at danskerne for alvor har forstået, at vi er stærkere sammen, at vi har indflydelse, og at man altid skal bruge den demokratiske stemme, man er givet.

Lægger vi så til, at stemmeprocenten i hele EU er steget, kan man kun blive betrygget i, at vi i Europa har lært af tidligere tiders kaos, og at vi sammen ønsker at værne om netop demokrati.

At ekstreme højrekræfter i visse lande har vind på ryggen, kan tilskrives historiske forskelle og tradition og for Italiens vedkommende også det faktum, at vi har lukket ører og øjne for deres udfordringer med flygtninge og migration i alt for mange år.

Totalt set er Europa blevet mere grønt (og det er ikke så tosset) og mere frit, idet grønne og liberale fik et stærkt valg og bliver styrket i parlamentet, medens de ekstreme højre nationale internationale både har diverse interne problemer og forekommer noget ufuldkomne i forhold til et egentligt program.

For mennesker i Europa, der tror på værdien af vore beskyttede rettigheder som borgere netop her, var igår en dejlig dag og aften.


11.31

Dagen derpå i DF: Vælgerrejsen 2001

De må undre sig, så det knager i Dansk Folkeparti her dagen derpå: EU-skeptiske højrepartier er stormet frem i alle andre lande end Danmark. Her er det gået lige omvendt med mere end en halvering af Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er, om EP-valget er en rettesnor for folketingsvalget om ni dage? Er man virkelig under 12 procent og dermed tilbage til tiden før 2001?

Udfordringen om ni dage for DF er, at de har to konkurrenter til højre for sig. Opmærksomheden må derfor rette sig mod de nok 800.000 vælgere, der ikke stemte til EP, men som må forventes at stemme til folketingsvalget.

Vi ved fra 2014, at denne gruppe er lavt uddannet, har lavere indkomst og ofte er uden for arbejdsmarkedet på forskellige overførsler.

Det rimer på DF, men der er også en del indvandrere og efterkommere i denne gruppe, der nok ikke er kernemålgruppen.


11.25

Hvorfor kæmper Løkke ikke for Vestager?

Herhjemme taler statsminister Lars Løkke Rasmussen om et muligt regeringssamarbejde mellem S og V, hvor han endda er parat til at skrive sig selv »ud af ligningen«, som han udtrykker det i samtalebogen »Befrielsens øjeblik«.

På EU-plan er der efter valget til Europa-Parlamentet også mulighed for et nyt samarbejde over midten, endda med en dansker i hovedrollen, men Løkke har endnu ikke kunnet samle sig til at bakke om, at Margrethe Vestager kunne være Danmarks bud på en ny formand for EU-Kommissionen.

Danmarks udgående EU-kommissærs chancer er ellers øget efter valget, hvor den liberale gruppe (som Venstre også er med i sammen med de Radikale) er gået frem og slutter sig sammen med de nyvalgte fra Macrons centrumparti.

I morgen samles EUs stats- og regeringschef i Bruxelles for at tale om fremtidens topposter i EU. Man må spørge: Hvorfor bakker Løkke ikke op om Vestagers kandidatur?


10.44

Kampen om Europas sjæl

I Danmark var EP-valget en klar sejr for både venstrefløjen og de EU-positive partier. Men ser man ud over Europa, er billedet langt fra så entydigt.

Sverigedemokraterne går pænt frem, Nigel Farages nye Brexit-parti står til godt 31 procent i Storbritannien, mens Le Pen også trak flest franske stemmer. I Ungarn, Italien, Polen og Tjekkiet fik EU-skeptiske partier flertal. Selvom der ikke var tale om noget jordskredsvalg, så illustrerede gårsdagens valg, at kampen om Europas sjæl langt fra er ovre.


10.34

Løkkes held

Løkkes held er en efterhånden mytologisk størrelse i dansk politik. Da Kristian Jensen første gang for alvor sleb knivene i 2011, og gjorde klart til at overtage efter Løkke, gav en valgfremgang Løkke styrken til at fortsætte uanfægtet.

Da sagerne om påklædning og rejser ramte, ramte de hårdt. Men midt i en valgperiode, og der var tid til at arbejde med sagen.

Da Kristian Jensen for anden gang, denne gang for alvor, forsøgte ikke bare at slibe, men faktisk at stikke kniven ind i Løkke, viste det sig, at Gade stod i kulissen - foran Landbrug og Fødevares magtfulde logo - og tilsagde kamp til stregen.

Og nu - nu er dansk politik vendt op og ned igen. Løkkes chancer vurderes nu gennem en anden prisme, paradoksalt nok på grund af, må man tro, Gades kanonresultat over hele landet og særligt i Jylland.

En af de ting, jeg følger med størst spænding er, om Løkkes held nu er ved at løbe ud eller om det endnu engang sætter sig igennem. Jeg ville ikke spille på det var forbi.

Lyt til seneste afsnit i Søren Pinds om »Den smukke borgerlighed« - podcasten, hvor Søren Pind jagter de borgerlige idealer.


10.25

Ikke alle »klimatosser« kunne juble i aftes

Da Pia Kjærsgaard ved Dansk Folkepartis valgfest i går aftes skulle forklare partiets massive tilbagegang, pegede hun på såkaldte »klimatosser«, som ifølge Kjærsgaard løb med al opmærksomheden i valgkampen. Rigtigt er det da også, at klimaet – sammen med migration – stod øverst på vælgernes dagsorden og fyldte meget i TV-debatterne.

Alligevel var en stærk klimaprofil i sig selv ikke nok til at få vælgernes opbakning, må Alternativet sande: Partiet endte med kun at få 3,4 procent af stemmerne, hvilket ikke er nok til en plads i Europa-Parlamentet. Alternativet opstod netop som et grønt parti med stort fokus på klimaet og har i løbet af valgkampen udført flere klimarelaterede happenings med relativt stor bevågenhed – blandt andet en smeltende valgplakat af is.

Gårsdagens resultat må virkelig bekymre Uffe Elbæk.


08.33

Hvad EU gør ved britisk politik

Briterne skulle slet ikke have deltaget i europaparlamentsvalget, men nu ligger stemmetallene klar og bekræfter, hvad EU-spørgsmålet har gjort ved Storbritannien: Temaet er den afgørende, splittende faktor, og det forandrer det politiske landskab. Den britiske EP-afstemning blev nærmest en ny folkeafstemning om medlemskabet af EU, og resultatet kan gøres sådan op:

40,4 pct. til partier, som går ind for at blive i EU

34,9 pct. til partier, der går ind for en hård Brexit

Og 23,2 pct. til partier, som ikke har en klar for/imod-holdning til EU

For Storbritanniens to gamle, dominerende partier - især for de konservative - er valget en katastrofe.


08.02

Søren Gade er kongen

Den detroniserede forsvarsminister har slået tilbage: Søndagens Europaparlamentsvalg blev en overvældende triumf for Søren Gade, der ser ud til at have støvsuget store dele af Jylland for personlige stemmer. Den 56-årige venstremand er valgets konge og har her ved dette EP-valg overtaget den hovedrolle, som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt havde ved sidste valg i 2014.

Venstres comeback, der også viser meningsmålingernes svagheder, er først og fremmest Søren Gades fortjeneste. Han har personligt skaffet et til to ekstra mandater til Venstre. I de første jyske kredse, hvor de personlige stemmer er talt op – resten følger i løbet af i dag - har Søren Gade således fået markant flere stemmer end samtlige andre kandidater. Han er en enmandshær på samme måde. som Morten Messerschmidt var i sin tid.

Søren Gades triumf er samtidig en morgenbitter erkendelse for Venstre: For Søren Gade stiller jo ikke op til folketingsvalget – ganske enkelt fordi han er kommet på kant med statsminister Lars Løkke Rasmussen, som ikke gjorde ham til minister hverken i 2015 eller i de efterfølgende rokader. Løkke sendte Gade på aftægt i Bruxelles. Det fortryder formanden nok nu: Uden Søren Gade på stemmesedlen får Venstre det meget sværere i Jylland 5. juni.


07.52

​Liberal Alliances tilbagegang

Ved søndagens valg til Europa-Parlamentet klarede Liberal Alliance sig med kun 2,2 pct. Ikke blot dårligere, end meningsmålingerne forudså, men også værre end ved EP-valget for fem år siden (2,9 pct.). Desuagtet at man denne gang med kulturminister Mette Bock havde en kvalificeret, kendt og anerkendt spidskandidat - og desuagtet at liberale partier generelt klarede sig godt andre steder i EU.

Resultatet kan dårligt ses som andet end endnu en afstraffelse - og næppe den sidste - for partiets regeringsindtræden siden 2016. Før det lå partiet i nationale meningsmålinger til 6-8 pct., og havde man fået noget nær dét her, havde man vundet et mandat.

En anden oplagt forklaring kunne være uklarheden i partiets EU-linje. Hidtil har partiet forsøgt at holde tungen lige i munden med lige dele støtte til EU’s grundidé og skepsis overfor yderligere EU-integration. Nu vil man af med f.eks. dansk forsvarsforbehold og har dermed mistet kant i forhold til dét som stort set alle andre partier end Folkebevægelsen denne gang har stået for.


07.45

Dansk Folkeparti har mistet sin klare identitet – og det koster

Gårsdagens EP-valg har én klar taber: Dansk Folkeparti. Partiet gik fra fire til kun ét mandat og mistede næsten to tredjedele af sine stemmer – et endnu større nederlag, end målinger og eksperter havde spået.

Der er flere oplagte forklaringer: Den historisk store stemmesluger fra sidst, Morten Messerschmidt, var ikke på listen, skandalesagen om svindel med EU-penge tynger og – som Pia Kjærsgaard i sin tale under DF’s valgfest pointerede – et valg, som i høj grad handlede om klima, hvilket Dansk Folkeparti ikke rigtig mener noget om.

Men der er også noget mere grundlæggende på spil: Dansk Folkepartis raison d’etre har i hele partiets levetid været folkeligheden - i krystalklar modsætning til den gamle politiske elite, som til gengæld rynkede på næsen af de nytilkomne. Sådan er det ikke længere. Dansk Folkeparti er selv blevet en del af den politiske elite, og det er Stram Kurs og Nye Borgerlige, der bliver rynket på næsen af. Samtidig har Kristian Thulesen-Dahl med åbne øjne skabt tvivl om sit partis tilhørsforhold i blå blok.

Dermed har Dansk Folkeparti mistet sin klare identitet – og det får vælgerne til at flygte.


07.40

Nej, DF-vælgere er ikke uærlige

Der har i årevis cirkuleret en »vinkling« i danske medier og dermed i folkedybet mere generelt: at Dansk Folkepartis vælgere svarer uærligt i meningsmålinger. At de til meningsmålingsfirmaerne ikke vil afsløre, at de vil stemme DF, fordi de er »flove« over at sige, hvad de vil stemme, og derfor siger ét der, men så stemmer anderledes, når de står alene i stemmeboksen. Der har aldrig været valgforskning til at underbygge påstanden, der i bedste fald har været en journalistisk mavefornemmelse. Med resultatet af søndagens valg til Europa-Parlamentet, hvor partiet klarede sig endnu dårligere end målingerne forudså, burde denne slags ammestuesnak nu være lagt i graven. Men hvis fortiden er nogen målestok, bliver den nok alligevel hevet frem ved en senere lejlighed.


00.06

Kan Venstres EP-succes rykke noget til Folketingsvalget?

Venstre har fået et kanonvalg til EU-Parlamentetsvalget. De ser ud til at gå fra 2 til 4 mandater og har dermed taget DFs plads som Danmarks største EU-parti. DF derimod er sendt til tælling med et regulært katastrofevalg.

Det bliver interessant at se, om resultaterne i aften kan rykke noget I forhold til Folketingsvalget. For trods tre ugers brav kamp fra Løkke har stort set intet rykket sig. Så spørgsmålet er, om det flotte valgresultat ved EP-valget kan give Venstre en aura af succes og et tiltrængt skud energi. Og om DF fortsætter derouten og ender med at æde al blå bloks fremgang.


23.56

RIP Folkebevægelsen 1979-2019

Folkebevægelsen mod EU er pludselig afgået ved døden. Det skete i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet den 26. maj, hvor danske vælgere ikke genvalgte en repræsentant fra Folkebevægelsen, der ikke længere kan hævde at repræsentere hverken folk eller bevægelse. Nu stopper pengestrømmen brat fra det forkætrede EU til at drive sekretariat og må derfor skrue helt ned for blusset for EU-modstanden de næste fem år. Vælgerne har efter 50 år endelig forstået at arbejdet i EU-parlamentet ikke handler om at være for eller imod EU, men om at stemme for rød eller blå politik. Heldigvis behøver Folkebevægelsens vælgere ikke at hænge med hovederne. Der vil fortsat blive ført rød politik, men denne gang fra vennerne i valgforbundet, Enhedslisten, der fægter med mere åben pande, og som nu har kannibaliseret på Liste N og overtager EU-modstandernes plads i parlamentets venstrefløjsgruppe.


23.45

Venstre er aftenens vinder - men til folketingsvalget er det alligevel slut

Lars Løkke er en glad mand. Igen ser vi at exit polls kan snyde: Socialdemokraterne troede, at de var blevet valgets største parti - hvilket politisk ordfører Nicolai Wammen uheldigvis nåede at annoncere på DR - men sådan ser det ikke ud til at være gået. Ifølge den første prognose fra DR offentliggjort klokken 23, hvor 84 procent af stemmerne er talt op, står Venstre til en fremgang på 6,8 procentpoint til 23,5 procent og fire mandater, mens Socialdemokratiet må nøjes med 21,9 procent og tre mandater. Det er også en fremgang, men der er en stor psykologisk sejr i at blive størst - især så tæt på et folketingsvalg.

Løkke kan dog næppe bruge aftenens sejr til for alvor at vende vinden i folketingsvalgkampen. De to valg er alligevel for forskellige og Mette Frederiksens forspring for stort.