Thomas Larsen: Hemmelige forhandlinger skal redde VKO-alliance

VK-regeringen og Dansk Folkeparti, vil gøre alt for at nå frem til en løsning og undgå et sammenbrud i forhandlingerne, som i yderste konsekvens vil kunne udløse et valg.

Regeringen forhandler nu med Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen. Fold sammen
Læs mere
Mens den samlede danske verdenspresse i formiddags tog imod de nye ministre på Amalienborg Slotsplads og alle kameralinser var rettet mod den nye konservative leder, Lene Espersen, blev der få hundrede meter derfra indledt en mørkelagt proces, som skal forny og styrke alliancen mellem VKO-partierne.

I ly af presseopbuddet på Amalienborg præsenterede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for første gang omridset af den plan, som skal sikre, at de danske udlændingeregler ikke bliver undermineret af dommen fra EF-Domstolen.

Hemmeligholdelsen af mødet er i sig selv en understregning af, at begge parter, både VK-regeringen og Dansk Folkeparti, vil gøre alt for at nå frem til en løsning og undgå et sammenbrud i forhandlingerne, som i yderste konsekvens vil kunne udløse et valg.

Hidtil har medierne næsten dagligt kunnet berette om konfrontationer mellem regeringen og DF, som har været stærkt frustreret over, at regeringschefen har søgt at nedtone problemet efter afgørelsen fra Domstolen. Nu er de offentlige sammenstød afløst af fortrolige møder, som skal føre til forhandlingsløsninger.

Udover mødet om den plan, som skal afbøde virkningerne af domstolsafgørelsen, har der været kontakter på kryds og tværs på topplan mellem VKO-partierne, og hele vejen rundt er der tilkendegivet vilje til at finde sammen og benytte fornyelsen af regeringsholdet med Lene Espersen som ny konservativ leder til at gendanne det stærke samarbejde.

I den forbindelse spiller det ind, at DF-ledelsen ved, at Lene Espersen i hele VK-regeringens levetid har været en af de ministre, som på de indre linjer har gjort opmærksom på, at en borgerlig-liberal regering kun kan fortsætte, hvis samarbejdet med DF er intakt. Og hun har – som Fogh – henvist til, at regeringen på grund af støtten fra DF har haft en enestående stabil parlamentarisk base siden magtskiftet i 2001.

Over for DF-ledelsen har Anders Fogh Rasmussen, Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen tydeligt tilkendegivet, at det gælder om at få samarbejdet tilbage på sporet. DF-ledelsen har kvitteret ved at gøre sig klar til at dreje kanonerne mod den egentlige opposition – nemlig mod S-formanden Helle Thorning-Schmidt og især imod SF-formand Villy Søvndal, som efter DF-ledelsens opfattelse i lang tid har fået alt for let spil og i perioder nærmest har været fredet på Christiansborg, hvor ingen for alvor har udfordret hans politiske udspil.

Lykkes det for Anders Fogh Rasmussen, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard at genetablere VKO-samarbejdet, vil det betyde afslutningen på et længere forløb, hvor DF-ledelsen i realiteten har været en langt farligere modstander for Fogh end den samlede opposition.

En afslutning på krisen vil tillige betyde, at finansminister Lars Løkke Rasmussen kan se frem til mere harmoniske og velordnede forhandlinger om finansloven for 2009, ligesom regeringens muligheder for at gennemføre reformer i arbejdsmarkeds- og skattepolitikken vil øges betragteligt. Uden et samarbejdsvilligt DF vil regeringen være låst fast.

Der er imidlertid et vigtigt – men.

Forudsætningen for at gendanne den stærke VKO-alliance er, at det lykkes for Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen at overbevise DF-ledelsen om, at de har fundet løsninger, som kan forhindre, at de stramme danske udlændingeregler sættes ud af kraft af dommen fra EF-Domstolen.

Efter ugers sonderinger i forhold til EU-systemet er det lykkedes for Fogh at nå frem til en række punkter, som skal afbøde virkningerne af domstolsafgørelsen. Disse løsningsforslag, som kun kendes i en lille kreds, er næppe tilstrækkelige for DF-ledelsen i deres nuværende udformning. Derfor forestår svære forhandlinger, hvor hver eneste formulering og hvert eneste komma vil blive endevendt for at nå frem til en løsning, der kan udgøre et nyt »nationalt værn« i forhold til dommen fra EF-Domstolen.

Dernæst skal Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen afgøre, hvordan de på længere sigt skal forsøge at påvirke de øvrige EU-lande, så der kan finde støtter til deres holdning om, at nationale udlændingeregler ikke må undermineres af princippet om den frie bevægelighed inden for EU. Hvilket bliver en langvarig og vanskelig operation.

Endelig skal statsministeren og hans vicestatsminister afgøre, hvor langt de i givet fald vil gå i forhold til at genoptage debatten om grænserne for EUs magt i forhold til nationalstaterne – et tema, som centrale politikere i både Venstre og Det Konservative Folkeparti er optaget af.

På trods af den nye vilje til at finde en løsning er realiteten, at det fortsat bliver uhyre svært at skrue en løsning sammen, og i den proces sidder den uortodokse Birthe Rønn Hornbech med et tungt ansvar, for processen kommer til at kræve stor disciplin, akkuratesse og overblik, når hvert eneste komma i teksterne skal endevendes. Kvoten for fejl er mere end opbrugt, og hun skal lykkes i dette forløb.