Thomas Larsen: Skæbnedage for Fogh og Kjærsgaard

I de næste dage indledes et af de mest afgørende forløb for Anders Fogh Rasmussen i hans tid som statsminister. Her skal han sikre sig Pia Kjærsgaards accept til det forsvar for de stramme danske udlændingeregler, som han har arbejdet på at opstille siden dommen fra EF-Domstolen slog huller i udlændingepolitikken.

Når det har taget så lang tid at finde frem til en løsning, skyldes det – som det er blevet klart over weekenden – at det er afgørende for statsministeren, at EU-Kommissionen ikke øjeblikkeligt skyder hans løsningsmodel ned.

I den situation vil hans løsning pludselig ikke se ret overbevisende ud, og opgøret med Pia Kjærsgaard og DF vil fortsætte med uformindsket styrke.

Foghs balanceakt går ud på, at han på samme tid skal vinde forståelse for sin løsning i EU og have DF-ledelsen til at blåstemple sit nye nationale værn. Operationen er svær, men tangerer »mission impossible« efter en serie opgør i fuld offentlighed, hvor regeringspartierne og DF i sjælden grad har fjernet sig fra hinanden.

Undervejs har Fogh fejlet ved at forsøge at nedtone et problem, som såvel DF-ledelsen som store vælgergrupper er dybt bekymret over. Dertil kommer, at han har fået den værst tænkelige støtte fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Og endelig har det ikke hjulpet på forholdet til DF, at Lars Løkke som ny finansminister ikke har formået at forberede processen om finansloven på samme vis som forgængeren Thor Pedersen, der altid sørgede for at holde Kristian Thulesen Dahl tæt orienteret og til gengæld kunne regne med forudsigelige forhandlinger med DF. I forhold til disse fodfejl har DF reageret med voldsom vrede og forurettelse. Først og sidst, fordi stramningerne i udlændingepolitikken er DF’s vigtigste mærkesag – og har været det siden partiets stiftelse i efteråret 1995.

Angrebene fra DF vender op og ned på dansk politik: Normalt er det oppositionen, som arbejder målrettet på at nedbryde en statsminister og en regering. Men som weekendens S-kongres i Aalborg illustrerede, kommer den største trussel mod Fogh ikke fra Helle Thorning-Schmidt. Nej, de farligste angreb sættes ind af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup. Og det er nyt. Nok har VKO været præget af opgør før, men siden 2001 har det været en af Foghs basale styrker – og en Pia Kjærsgaards store fordele – at alliancen har været særdeles solid, mens oppositionen har kunnet udstilles som ustabil og uenig.

De interne slagsmål i VKO slider på Fogh og skaber uro om konstellationens duelighed hos vælgerne. Turbulensen om VKO giver desuden rum for, at Villy Søvndal kan fortsætte med at positionere SF og agere brobygger i oppositionen, ligesom han kan yde en støtte til Thorning, som gør, at S-formandens statsministerkandidatur bliver mere realistisk.

Mens Søvndal fremlægger udspil, appellerer om sammenhold i oppositionen og bygger fundament under Thorning, gør DF-ledelsen tilsyneladende sit yderste for at underminere Fogh.

Dette sker paradoksalt nok ikke, fordi DF ønsker en ny statsminister eller regering. Tværtimod har Pia Kjærsgaard ingen tiltro til S-ledelsen, ligesom hun er ganske klar over, at en regering med S og SF i front næppe vil være en bedre garant for en stram udlændingepolitik end VK-regeringen. Men hun kan ikke leve med uklarhed om udlændingepolitikken og lægger derfor maksimalt pres på Fogh for at finde en holdbar løsning.

Om kort tid ved vi, om Foghs model er spiselig for DF, men i udgangspunktet vil han næppe kunne fremlægge så vidtgående garantier, som DF-ledelsen kræver, og derfor står Pia Kjærsgaard i et dilemma: Holder hun fast i sin kompromisløse linje, kan hun i yderste konsekvens fremprovokere et valg, hvor DF nok vil blive belønnet af vælgerne for at stå fast på udlændingepolitikken, men hun risikerer at sende magten til S-SF og de Radikale.

Af samme grund er Pia Kjærsgaard ikke interesseret i at udløse et valg, men hun har i de sidste dage ladet sine løjtnanter køre sagen så højt op, at den kan blive svær at lande. Derfor venter et vanskeligt forløb ikke alene for Fogh, men i høj grad også for Pia Kjærsgaard.

Det mest sandsynlige er, at de to finder en form for forståelse, men der skal en kraftanstrengelse til fra begge parters side, hvis det tidligere så tillidsfulde VKO-samarbejde skal genskabes. Her og nu ligner VKO til forveksling den opposition, der indtil nu har haft så svært ved at udfordre regeringen.