Stor mystik om iPad-meddelelser

Et ganske besynderligt scenario udspillede sig fredag, da de forskellige teleselskaber så ud til at have snydt i timen og skrevet af efter hinanden.

Foto: JOHANNES EISELE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke blot er teleselskabernes tilbud ofte temmelig ens - nu er også pressemeddelelserne identiske. Og det endda på tværs af landegrænser i hele Skandinavien.

Det er tele-sitet Inside Telecom, der har sammenlignet de norske pressemeddelelser og nået frem til det bemærkelsesværdige resultat, at teleselskaber, der ellers er i skarp konkurrence med hinanden, ved et næsten utroligt tilfælde er endt med at skrive nøjagtig den samme tekst. Det samme ser ud til at gælde i Danmark.

"IPAD giver brugerne nye muligheder for at bruge programmer og indhold på en mere personlig, intuitiv og sjov facon end nogensinde før. Brugere kan surfe på internettet, læse og sende e-mails, dele billeder, HD-video, lytte til musik, nyde spiloplevelser, læse elektroniske bøger og meget mere." lød det fra Telenor i Danmark.

Imens havde TDC formuleret følgende pressemeddelelse:

"IPad giver brugerne adgang til deres applikationer og indhold på en mere personlig, intuitive og sjov måde end nogensinde set før. Brugere kan surfe på internettet, læse og sende e-mails, nyde og dele fotos, se HD videoer, lytte til musik, spille spil, læse e-bøger og meget mere."

Teleselskabet 3 havde også været kreative og udtænkt følgende budskab:

"Apples iPad gør det muligt for brugerne at benytte apps og andet indhold på en sjovere og mere intuitiv måde end nogensinde før. Man kan surfe på nettet, e-maile, se fotos og video i HD-kvalitet, lytte til musik, spille, læse e-bøger og meget mere"

Den kvikke læser vil på nuværende tidspunkt have iagttaget, at resultaterne er forbløffende ens - og at der næppe er tale om et sammenfald.

Det samme mønster gør sig nemlig gældende i de øvrige skandinaviske lande, hvor nordmænd, svenskere og danskere alle havde rystet posen og var nået frem til samme resultat.

Det har længe været kendt, at Apple er særdeles stram hvad angår kravene til de selskaber, der får lov at sælge deres produkter. Således er det en offentlig hemmelighed, at Apple i begyndelsen krævede en andel af iPhone-kundernes teleforbrug i bytte for retten til at sælge telefonen. Det er krav, der er helt usædvanlige i telebranchen.

Spørgsmålet er, om Apple nu også begynder at stille krav til teleselskabernes kommunikationsafdelinger.

TDC vil slet ikke kommentere sagen, men hos Telenor kan pressechef Peter Glüsing dog godt forstå, at det ser lidt mærkeligt ud.

"Vi kan godt se det komiske i den entydige formulering, men det bunder i den aftale, vi har med Apple, og det er de vilkår, vi arbejder under," lyder hans svar på fænomenet.