B.T.s sportschef: Bendtner er allerede rykket frem i hierarkiet

Udadtil skal Nicklas Bendtner selvfølgelig slå fast, at hans FCK-debut i Superligaen søndag slet ikke var vigtig, og at holdets pinlige nederlag ude mod Hobro fylder mest hos ham. Men indvendig må den 31-årige angriber alligevel juble lidt.

For en halv times spilletid i en kamp, hvor FC København var på desperat jagt efter mål, vidner om to ting: at Bendtner reelt er i bedre form, end de fleste af os havde troet - og at manager Ståle Solbakken har langt større tiltro til den lange angriber på den korte banen, end nordmanden ellers i den seneste tid har givet udtryk for. 

Det er selvfølgelig svært at bedømme Bendtners niveau ud fra den korte tid på banen. I enkelte sekvenser var der optræk til chancer, mens angriberen trods alt også så tung og langsom ud i sine handlinger, når spillet flød hurtigt tæt under mål.

Men med Bendtner fik - og får - FCK dog noget andet, nemlig fysik og uforudsigelighed. Den kan man ikke tage fra ham. Til gengæld var det mig en gåde, at holdkammeraterne ikke pumpede bolden ind mod Nicklas Bendtner på bagerste stolpe. I stedet spillede de rundt og rundt uden at slå indlæggene tidligt. Sådan gør man ikke Bendtner god i hans nuværende forfatning.

Inden kampen sagde Ståle Solbakken, at FCKs senest ankomne angriber nok maksimalt skulle forvente en 10-15 minutter på banen mod Hobro. Nu blev det til mere end en halv time, da han kom ind i stedet for Pieros Sotiriou, som ikke bidrog med meget. Og mit bud er, at Bendtner indenfor en måned er foran cyprioten i angrebshierarkiet i FCK. 

Sotiriou har fået masser af chancer af Solbakken, og den går ikke meget længere. Michael Santos er selvfølgelig førstevalget lige nu, men derfra bliver der ret åben kamp om pladserne. Det bliver Bendtners held.

Han er som bekendt kun på en kontrakt til årsskiftet, og Nicklas Bendtner er allerede nu under pres for at levere. Det sker i første omgang på træningsbanen og i det daglige ved at leve professionelt, dernæst på banen i Superligaen og Europa League. Han skal ganske enkelt score en del mål resten af efteråret og gøre en markant forskel for FCK.

Personligt tror jeg på projektet, og det skyldes den 31-årige angribers tilgang til opgaven. Han har selv kæmpet hårdt for denne mulighed i FCK, og det har betydet et nej tak til halvskøre klubber, der ellers ville smide mere i lønposen, end københavnerne gør.

Samtidig er det glædeligt at se Bendtner købe præmissen om, at disse måneder er hans sidste chance, hvis han vil forblive på topplan, hvilket man sagtens kan kalde FC København med deres kampe i Europa.

Nicklas Bendtner kunne sagtens glide af på den præmis, men det gør han ikke. Det understregede han i et større interview med Canal 9 inden Hobro-FCK.

Jeg tænker heller ikke, Nicklas Bendner nogensinde kan tilgive sig selv, hvis han ikke griber den chance, han har fået i FC København. Den kommer aldrig tilbage.

Nu er Nicklas Bendtner godt på vej med sine overraskende mange minutter på banen mod Hobro. Der er stadig lang vej, hvis den korte aftale skal forlænges, men begyndelsen i klubben er fornuftig på alle måder, og til vinter tror jeg mest på, at  en mand som Pieros Sotiriou sælges, mens Bendtner forlænges med halvandet år.