B.T. retter: Brøndby snakkede med Hjulmand før nytår

Torsdag kunne B.T. fortælle, om forhandlinger mellem Brøndby og Kasper Hjulmand om det cheftrænersæde, der står ledigt på vestegnen fra 1. juli.

Historien bygger på flere af hinanden uafhængige kilder, men visse dele af historien er desværre upræcise. Det beklager vi.

I torsdagens historie fortæller vi, at ‘forhandlinger’ pågår. Men nye oplysninger viser, at de seneste snakke og skrivelser mellem Brøndby-ejer Jan Bech Andersen og Kasper Hjulmand daterer sig tilbage til før nytår.

Ifølge B.T.s oplysninger har Bech Andersen og Hjulmand talt konkret om jobbet som Brøndby-træner og enkelte eventuelle betingelser og scenarier i forbindelse med en sådan ansættelse.

Men om der er tale om ‘forhandlinger’ er et definitionsspørgsmål.

Hjulmand er et varmt navn i Brøndby, men lige nu er linjen alligevel kold. Hjulmand er i øjeblikket ved at finde ud af, hvad han vil, når hans kontrakt i FC Nordsjælland udløber til sommer.

Først når han ved det, kan Brøndby blive aktuel. Men her kan Brøndby også have valgt en anden kandidat.

Om Kasper Hjulmand bliver træner i Brøndby er lige nu et åbent spørgsmål. Brøndby arbejder med flere forskellige scenarier og har i skrivende stund ikke lagt sig fast på, hvem der skal lede holdet fra sommeren og frem.