Wieghorst forlænger med FCN

Morten Wieghorst har forlænget sin trænerkontrakt med FC Nordsjælland, og dermed bliver han i hvert fald foreløbig ikke løsningen på Brøndbys problemer.

FC Nordsjælland har forlænget kontrakten med holdets træner, Morten Wieghorst, med yderligere to sæsoner. Parterne har nu papir på hinanden frem til sommeren 2011. Mange fodboldkommentatorer har ellers peget på Morten Wieghorst som træneren, der skulle rette op på kriseramte Brøndby, men nu bliver han foreløbig i Nordsjælland.

Morten Wieghorst blev for et år siden forfremmet fra assistent- til cheftræner i FC Nordsjælland, og han har siden haft pæn succes. Sidste sæson førte han sit unge mandskab frem til en femteplads i SAS Ligaen, og i øjeblikket ligger FC Nordsjælland på syvendepladsen.

/ritzau/