Trump dropper ceremoni for kritiske basketballstjerner

NBA-mestrene fra Golden State Warriors bliver mod sædvane ikke inviteret til fejring hos præsident Trump.

Stephen Curry og holdkammeraterne bliver ikke inviteret til Washington af præsident Trump. Justin K. Aller/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Der bliver ingen reception i Det Hvide Hus for basketballspillerne fra Golden State Warriors, der natten til lørdag vandt NBA-mesterskabet efter fjerde finalekamp mod Cleveland Cavaliers.

Det sagde USA's præsident, Donald Trump, forud for kampen og lod forstå, at beslutningen ville gælde, uanset hvilket af de to hold, der ville vinde titlen.

Dermed reagerede præsidenten på, at Cleveland-stjernen LeBron James og hans Golden State-kollega Stephen Curry tidligere på ugen slog fast, at de ikke havde tænkt sig at tage imod en eventuel invitation fra præsidenten.

»Jeg har ikke inviteret LeBron James, og jeg har ikke inviteret Steph Curry. Vi kommer heller ikke til at invitere dem,« sagde Donald Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det har tidligere været en tradition, at vinderne af USA's største sportsligaer besøger præsidenten.

Det ændrede sig sidste år, hvor Golden State aldrig kom til Washington og en ceremoni med præsidenten efter at have vundet NBA.

Golden State-stjernen Stephen Curry gav dengang udtryk for, at han ikke ønskede at deltage i ceremonien. Også holdets cheftræner, Steve Kerr, kom med hård kritik af Donald Trump.

Senere trak præsidenten sin invitation tilbage.

LeBron James erklærede i den forgangne uge, at Trump heller ikke i år behøver at sende invitationer ud til vinderne.

»Jeg ved, at uanset hvem der vinder finaleserien, så ønsker ingen at få invitationen. Hverken Golden State eller Cleveland vil tage afsted,« sagde LeBron James.

Udtalelserne faldt som reaktion på, at Donald Trump tirsdag aflyste et planlagt besøg i Det Hvide Hus af dette års vinder af Super Bowl, Philadelphia Eagles.

Til gengæld kan den danske ishockeyspiller Lars Eller og hans holdkammerater i Washington Capitals regne med at få en invitation fra præsidenten, efter at klubben natten til fredag vandt Stanley Cup-finalen

»Der er andre hold, der kommer. Jeg tror, vi får besøg af 'Caps'. Nu må vi se,« siger Donald Trump.

/ritzau/