René Meulensteen: Brøndby er en syg klub

Brøndbys tidligere træner René Meulensteen langer kraftigt ud efter klubben fra Vestegnen, selvom hollænderen og direktør Per Bjerregaard blev enige om ikke at kommentere på bruddet.

Det var ikke bare familieproblemer, der fik René Meulensteen til at stoppe som cheftræner i Brøndby i fredags. Så langt fra. Træneren fik ikke sin vilje på mange områder, afslører han i en hollandsk avisartikel. Foto: Simon Bohr Fold sammen
Læs mere

Det er ikke meget medierne, Brøndby-tilhængerne eller resten af fodbolddanmark har fået at vide om bruddet mellem René Meulensteen og Brøndby, der i fredags efter en miserabel efterårssæson udsendte en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at den hollandske træner fra klokkeslættet var fortid i klubben.

Officielt hedder det sig blot, at René Meulensteen og familien om kort tid rejser hjem, fordi de ikke magter at fungere optimalt i den helhed, de levede og øjeblikkeligt lever i her i Danmark.

Klubben fyrede ikke træneren, og træneren fyrede ikke klubben, stod der i pressemeddelelsen.

Men, men, men og på trods af at Brøndby og René Meulensteen umiddelbart indgik en aftale om ikke at kommentere yderligere på bruddet, lukker hollænderen op for sluserne i en artikel, der blev lagt ud på Algemeen Dagblads hjemmeside i mandags.

»I en pressemeddelelse i sidste uge skrev Brøndby, at jeg stoppede på grund af familien, men der var langt større årsager. Brøndby kæmper med to problemer. Der er ingen kemi i den nuværende trup, og der er alt for mange frivillige hænder på pladser, hvor der burde sidde professionelle mennesker. De frivillige kan ikke løfte Brøndby op på et højere niveau. Alt tyder på, at toget er kørt fra Brøndby for nogle år siden, hvad angår det finansielle, organisatoriske og sportslige,« siger René Meulensteen til den hollandske avis.

»Brøndby er en syg klub, hvor en hasteoperation er det eneste middel, hvis man vil blive rask igen,« supplerer han.

René Meulensteen forklarer endvidere, hvordan han i slutningen af 2006 henvendte sig til Per Bjerregaard, i håbet om at direktøren ville afskibe tre navngivne spillere i vinterpausen, som for Brøndbys vedkommende sluttede i mandags. Tre spillere, der - ifølge Meulensteen - havde en negativ indflydelse på holdånden.

»Det er nogle fyre på lange kontrakter med usikre spillemæssige kvaliteter. Af respekt for klubben nævner jeg ingen navne. Med handlingen ville jeg skabe en chokeffekt i truppen. I sidste ende ville klubledelsen dog ikke være med til at sende dem ud af truppen - af angst for at komme i konflikt med spillertruppen. Og fordi det - ifølge bestyrelsen - ville koste mange penge. På kort sigt ja, men for en sund fremtid var det i mine øjne en bitter nødvendighed. På den anden side købte klubben en spiller uden min viden, da jeg var hjemme i Holland i juleperioden. Det er ikke den måde, jeg vil arbejde på,« siger René Meulensteen med henvisning til Brøndbys nyerhvervelse Mikkel Bischoff, der altså faldt i direktør Per og sportschef Anders Bjerregaards smag i modsætning til Meulensteens »drømmespiller«, veteranen Thomas Helveg. Da udpluk af ovennævnte artikel nåede til Danmark i går eftermiddags, rullede medielavinen for alvor, og nærværende skribent tog fluks til Hellerup, hvor DR allerede var i gang med at producere et indslag foran Meulensteens bopæl.

Forskellige opfattelser
René Meulensteen ønskede imidlertid ikke at udtale sig til Berlingske Tidende og viftede afvisende med hænderne inde fra husets hall.

Tipsbladet.dk sikrede sig til gengæld følgende kommentar fra Meulensteen.

»Jeg har ikke givet interview til Algemeen Dagblad, det er helt sikkert. Jeg har selv læst artiklen og undrer mig. Jeg har ikke lyst til at kommentere mere på min afsked med klubben. Det sker af respekt for spillerne og for Brøndby.«

Forfatteren til artiklen, den hollandske journalist Ramon Min, afviser dog at have været lemfældig.

»Men artiklen er resultatet af mange samtaler i løbet af november og december - ikke et decideret interview. Jeg snakkede sidst med René i søndags, hvor han godkendte størstedelen af indholdet. René ville ikke skabe større problemer i løbet af efteråret, derfor skrev jeg ikke noget, før han var helt færdig i klubben. Han troede og håbede indtil det sidste på, at han kunne få vendt tingene i Brøndby,« siger Ramon Min til Berlingske Tidende.

Tilbage i Brøndby vogter direktør Per Bjerregaard over det foretagende, der engang var Danmarks fodboldflagskib. Og Bjerregaard har ikke meget lyst til at kommentere på hverken den hollandske artikel eller Meulensteens bredside.

»Jeg læser, hvad der kommer frem, men jeg overholder nu altid mine aftaler - også denne gang. Derfor har jeg ingen kommentarer,« siger Per Bjerregaard.