Rasmussen vil alligevel snakke

Michael Rasmussen vil alligevel holde en fælles pressekonference tirsdag. Rabobank har ændret planer efter pres fra journalister og råd fra arrangørerne.

Mandag lige over middag meldte Rabobanks pressemand Jacob Bergsma ud, at Michael Rasmussen og Rabobank havde besluttet, at danskeren kun ville give to interview til henholdsvis dansk og hollandsk tv på hviledagen tirsdag. Sidstnævnte skulle efterfølgende sendes for de skrivende journalister. Men mandag eftermiddag blev planen ændret.

- Vi har besluttet, at Michael holder en fælles pressekonference klokken 14.00 i det officielle pressecenter, siger Jacob Bergsma.

Hvorfor har I ændret beslutningen?

- Der har været et pres fra journalister, der gerne ville være i stand til at stille spørgsmål til Michael, og så har arrangørerne sagt til os, at det nok ville være en bedre idé at holde en åben pressekonference, siger Jacob Bergsma. /ritzau/