Peter Gade vandt trods problemer

Peter Gade vandt som ventet mod Kuan Beng Hong fra Malaysia ved Copenhagen Masters i badminton torsdag aften, men sejren skulle arbejdes i hus.

Publikumsfavoritten Peter Gade tog første skridt mod en ottende Master-titel med en sejr over Kuan Beng Hong fra Malaysia i to sæt med cifrene 21-17, 21-16.

De cirka 550 fremmødte tilskuere klappede danskeren godt på vej, men det kneb lidt med at holde den 24-årige Kuan Beng Hong stangen. Hong, der ligger nummer 56 på verdensranglisten, kom med ketsjerstrengene spændt hårdt op af selvtillid efter en overraskende sejr over Przemyslaw Wacha fra Polen.

I første sæt kom Gade bagud 5-9, og også i andet sæt var det op ad bakke for danskeren, der var nede 5-8. Men i begge tilfælde slog den 31-årige dansker tilbage med velplacerede bolde, som Kuan Beng Hong ikke kunne matche.

Fredag møder Peter Gade polakken Przemyslaw Wacha, og vinder Gade den kamp er han sikret en finaleplads.

/ritzau/