Petacchi står til et års karantæne

Den Italienske Olympiske Komité kræver cykelrytteren Alessandro Petacchi idømt et års karantæne for dopingmisbrug.

Den italienske cykelrytter Alessandro Petacchi kan se frem til ét års dopingkarantæne. Det er i hvert fald den straf, som Den Italienske Olympiske Komité (CONI) lægger op til efter en høring tirsdag, hvor Petacchi forklarede sig.

Supersprinteren afleverede tidligere på sæsonen en dopingprøve, der indeholdt spor af astmamedicinen salbutamol. Petacchi har en dispensation, der tillader ham at indtage salbutamol, men ikke i så store mængder, som dopingprøven afslørede. Italieneren forklarede, at hvis han havde overskredet grænseværdien, så har det været en fejltagelse.

Alessandro Petacchi er udtaget til af sit hold, Milram, til det Tour de France, der starter på lørdag. Men nu er det meget tvivlsomt, om han kommer til start.

/ritzau/