Nadal slår ung græker og ryger ud i London

Rafael Nadal kom tilbage og nedkæmpede Stefanos Tsitsipas i ATP Finals, men Nadal er ude af sæsonfinalen.

TENNIS-GBR-ATP-FINALS - 201911
Rafael Nadal slog fredag Stefanos Tsitsipas i gruppespillet i ATP Finals, men det var ikke nok til at booke plads i semifinalen. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

London. Rafael Nadal gjorde fredag, hvad han skulle for at holde sig i live i sæsonfinalen i tennis i London.

Her var verdensetteren i kamp mod unge Stefanos Tsitsipas i André Agassi-gruppen.

Den 21-årige græker var allerede klar til semifinalen i ATP Finals, mens 33-årige Nadal skulle vinde for at bevare muligheden.

Det gjorde spanieren så med en sejr i tre sæt. Cifrene lød 6-7 (4/7), 6-4, 7-5.

Dermed har Nadal to sejre samt et nederlag i gruppespillet, og da Novak Djokovic i den anden gruppe tabte til Roger Federer torsdag, er Nadal sikker på at slutte sæsonen som nummer et på verdensranglisten.

Nadal tabte i sin første gruppekamp ved ATP Finals mod Alexander Zverev, og det endte med at blive skæbnesvangert.

Nadal måtte således vente på at kende sin skæbne videre i turneringen, da Zverev senere mødte Daniil Medvedev i en kamp, der ville afgøre gruppen.

Det opgør vandt tyskeren 6-4, 7-6 (7/4), og dermed blev det Zverev, der fulgte Stefanos Tsitsipas til semifinalerne.

Status er så, at Tsitsipas i den ene semifinale skal møde Roger Federer, mens Zverev bliver manden, der spiller den anden semifinale mod østrigske Dominic Thiem.

Første sæt mellem Nadal og grækeren var lige, og begge spillere holdt deres server, så det skulle afgøres i en tiebreak.

Her var det også tæt indtil 4-4, men så blev Nadal brudt for tredje gang i tiebreaken, og Stefanos Tsitsipas vandt sættet.

I andet udlignede Nadal til 4-4 i sin serv, og han bragte sig efterfølgende foran 40-30 i Tsitsipas' serv, og det lykkedes for spanieren at bryde og bringe sig foran 5-4 i jagten på et tredje sæt.

Verdensetteren bragte sig foran 40-0, men skulle bruge tre sætbolde til at sikre sig andet sæt.

Det blev også en lige omgang, hvor begge spillere holdt deres server, og Nadal udlignede til 4-4 efter flot spil.

Stefanos Tsitsipas svarede hurtigt igen med at holde sin serv rent og øge til 5-4, og så var presset igen på Nadal, som igen udlignede.

Så spillede Nadal sig til en breakbold foran 40-30, men grækeren udlignede.

Nadal spillede sig til fordel og en ny breakbold, og den udnyttede stjernen og bragte sig foran 6-5 og servede efterfølgende sejren hjem.

/ritzau/