Morten Olsen raser over DBUs Agger-dom

haps32542315

Landstræner Morten Olsen er rasende over, at landsholdsanfører Daniel Agger er blevet idømt to spilledages karantæne.

DBU meddelte fredag, at Daniel Agger må sidde ude i de næste to Superliga-opgør for Brøndby, efter at forbundets disciplinærudvalg valgte at tage Aggers albueslag på Mathias »Zanka« fra mandagens derbyopgør op til overvejelse og idømme Agger karantæne.

Det endte med to spilledage i skammekrogen for Agger, og det er ikke noget, der huer den danske landstræner Morten Olsen.

»Jeg er totalt uenig i den kendelse. Jeg har set episode 20 gange, og efter min opfattelse er der ikke tale om en bevidst handling. Der bliver begået straffespark mod Daniel – en forseelse, dommeren ikke ser – og dernæst slynger Daniel armen bagud for at vriste sig fri. Det er den slags episoder og normale reaktioner, vi oplever kamp efter kamp. Og det sker oftere på en bane som den i Brøndby, hvor det i sagens natur bliver duel-spil fremfor teknisk poleret fodbold,« siger landstræneren til tv3sport.dk.

Selvom Olsen mener, at Agger ikke skal have særbehandling, er landstræneren ikke tilfreds med disciplinærudvalgets arbejde.

»Daniel Agger skal ikke behandles anderledes, blot fordi han er landsholdets anfører, men jeg kunne have ønsket mig en vis fingerspidsfornemmelse hos den komite, der skulle tage stilling til denne hændelse i det, vi kalder for en grå zone,« lyder det fra den vrede landstræner.

Olsens utilfredshed ændrer dog ikke på, at Daniel Agger må sidde ude med karantæne i Brøndbys kommende kampe mod Sønderjyske og Hobro.