Lykkelig Leon Madsen: Jeg går efter at vinde VM

30-årige Leon Madsen fik i Warszawa en fremragende åbning på sin første fulde sæson som grandprixkører.

Leon Madsen vandt lørdag i Polen. Her ses han i snak med landstræner Hans Nielsen på vej mod triumfen. Sportxpress/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Speedwaykøreren Leon Madsen overraskede sandsynligvis de fleste, men ikke sig selv, da den 30-årige dansker lørdag indledte 2019-sæsonen i grandprix-serien med en sejr i Warszawa.

Leon Madsen fik dermed en fremragende start på sin første fulde sæson i den prestigefulde serie.

- Det havde I ikke regnet med. Men jeg er ikke kommet ind i grandprix-serien for at være statist.

- Jeg er kommet ind for at kæmpe med om mesterskabet, og det føler jeg, at jeg har vist, siger Leon Madsen.

Selv om han i ny og næ har fået mulighed for at køre et enkelt grandprix i VM-serien, så føler han, at lørdagens grandprix var en slags debut.

- Starten på min grandprix-karriere kunne næsten ikke blive sværere her på en endagsbane i Warszawa med 55.000 tilskuere på lægterne. Så jeg er lykkelig. Det var fedt at starte ud med at vinde, siger han.

Det overordnede fokus er dog på at vinde VM-titlen i serien, der i alt tæller ti grandprixer.

- Det vigtigste for mig er at score en masse point og være stabil gennem hele sæsonen. Det er det, der tæller i sidste ende, siger Leon Madsen.

Frem mod finalen, hvor han overhalede svenske Fredrik Lindgren, formåede danskeren ikke at vinde et eneste heat. Det blev i stedet til en del andenpladser.

- Det er sidste heat, der tæller. Så jeg ventede med at skyde krudtet af til sidst, siger han med et stort grin.

- Jeg synes, at jeg endte de forkerte steder og måtte kæmpe utrolig meget for mine point. Min cykel kørte hurtigt, så jeg følte, at jeg havde en god chance, hvis jeg kunne komme fri af trafikken.

- I finalen lavede Fredrik Lindgren så en lille fejl, og det udnyttede jeg, siger den danske vinder.

Grandprix-serien fortsætter om to uger, når Krsko i Slovenien er vært for sæsonens andet grandprix.

/ritzau/