Løsning på vej i håndboldkonflikt

Når den nye håndboldsæson går i gang, bliver der stadig sendt håndbold på tv, selv om Håndbold Spiller Foreningen tidligere har truet med konflikt.

Håndboldfans skal ikke frygte at glo ind i en sort tv-skærm, når sæsonen starter på lørdag. Godt nok truede Håndbold Spiller Foreningen (HSF) i juni måned med at blokere for tv-transmissionerne af både Toms Ligaen og Tele 2 Ligaen, hvis ikke forhandlingerne om en overenskomst kom i skred, men balladen er tilsyneladende afblæst.

I hvert fald tør Divisionsforeningens formand Arne Buch godt love, at der kommer håndbold på skærmen til efteråret.

- Det er mit indtryk, at vores direktør og Håndbold Spiller Foreningens direktør har gang i en fornuftig dialog. Forhandlingerne kører, som de skal, siger Arne Buch til Ritzau.

HSF-direktør Annelise Vidø vil dog ikke kommentere forhandlingerne, men hos TV2 har sportschef Flemming Meier også en forventning om, at konflikten ikke bliver til noget.

Som reglerne er nu, skal spillerne underskrive Dansk Håndbold Forbunds standardkontrakt, som de ikke selv har haft indflydelse på udformningen af. Den indeholder hverken aftaler om karriererådgivning, pensions- eller forsikringsordninger, og det vil spillerne have lavet om.

/ritzau/