Koncentreret KIF-indsats gav sikker sejr i Tel Aviv

KIF Kolding København var i total kontrol og kom på tavlen med den første sejr i EHF Cup-gruppespillet.

KIF Kolding København hentede lørdag den første sejr i gruppespillet i håndboldens EHF Cup.

På udebane vandt holdet med 31-25 over Maccabi Tel Aviv.

Dermed er KIF på tre point for to kampe i gruppe C, hvorfra de to bedste hold avancerer til kvartfinalerne. Det rækker til en førsteplads, i hvert fald indtil Magdeburg og Tatabanya brager sammen søndag.

KIF styrede kampen fra begyndelsen, hvor forsvaret stod godt, og målmand Kasper Hvidt uden de store problemer pillede en del skud.

Hjemmeholdet scorede blot en enkelt gang i de første ni minutter, og KIF kunne bringe sig tidligt foran med 5-1.

Efter en bedre periode for hjemmeholdet kom israelerne på 6-8, men derefter øgede KIF igen og kunne gå til pause foran med 15-10.

KIF leverede en koncentreret indsats og var aldrig i nærheden af at smide forspringet efter pausen.

Den sidste minimale spænding forsvandt, da KIF med fem minutter tilbage kom på 28-22.

GOG, der vandt sin første kamp i gruppe A, skal senere lørdag i aktion hjemme mod Riko Ribnica fra Slovenien. Opgøret begynder klokken 18.45.

Den tredje danske deltager i gruppespillet, HC Midtjylland, der også vandt sin første kamp, spiller først søndag mod spanske Granollers.

/ritzau/