Kenneth Jonassen klar til trænerjob i udlandet

Badmintonspilleren Kenneth Jonassen indstiller karrieren på topplan efter OL næste år, og han er i dialog med to lande om et trænerjob fra 2009.

33-årige Kenneth Jonassen indstiller karrieren på topplan efter OL i Beijing næste år. Herefter vil den danske badmintonspiller prøve kræfter med et trænerjob i udlandet.

- Jeg er i kontakt med et par europæiske lande om et trænerjob. Det bliver måske ikke som landstræner, men det bliver i hvert fald som træner for singlerne, siger Kenneth Jonassen til Ritzau.

Han har gennem mere end et år været i dialog om at blive tilknyttet et landshold som træner fra 2009. Det ene land er en etableret europæisk badmintonnation, mens det andet land har ambitioner om at blive det.

Endnu er der dog en del detaljer, som mangler at blive drøftet.

- Vi er på det indledende plan, men det økonomiske er der ikke snakket om endnu, og det skal selvfølgelig hænge sammen, når man skal rive både sin familie og sig selv op. Men familiens opbakning er der til at prøve det, siger Kenneth Jonassen. /ritzau/