Esbjerg sælger forsvarsprofilen - her skal han hen

Esbjergs forsvarsprofil Eddi Gomes kan være på vej til et stort millionskifte til en kinesisk klub

Det er blot et halvt år siden, at Esbjerg hentede den hurtige forsvarsspiller Eddi Gomes i HB Køge. Men forsvarsprofilen er allerede tabt for vestjyderne.

Ifølge BTs oplysninger har Esbjerg modtaget et stort bud fra en kinesisk klub på den danske forsvarer med portugisiske rødder. Forhandlingerne gik hurtigt og fredag morgen meddelte Esbjerg i en Fondsbørsmeddelelse, at de har solgt Eddi Gomes. Esbjerg nævner dog ikke klubben.

Skiftet er med øjeblikkelig virkning. Den er stadig betinget af et lægetjek og at de sidste detaljer kommer  på plads.

»Vi har fået et tilbud på Eddi Gomes, vi ikke kunne sige nej til, og dermed siger han efter blot et halvt år i EfB farvel til klubben. Vi betragter det som en uhørt succeshistorie, at vi har været med til at udvikle en spiller, der for blot to år siden ikke havde spillet andet end 2. divisionskampe, til et niveau, hvor han er interessant for et stort land,« siger EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.

Eddi Gomes var jagtet af flere Superliga-klubber i sommer, men det var Esbjerg, der havde held til at lokke ham væk fra HB Køge. På ganske kort tid udviklede Eddi Gomes sig til en etableret spiller på holdet i Superligaens. Hans fysiske kvaliteter er svære at matche i Superligaen.

BT er bekendt med at flere klubber i efteråret har fulgt Eddi Gomes, men især en kinesisk klub har gentagne gange set ham i aktion. Alt tyder på, at interessen nu er blevet til et klubskifte.