Dansk golfspiller slutter i top-10 i Tyrkiet

Joachim B. Hansen afsluttede Turkish Airlines Open med to birdies og var fire slag fra førstepladsen.

Joachim B. Hansen sluttede som nummer ti i Antalya (arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Antalya. Golfspilleren Joachim B. Hansen har de seneste uger vist forrygende form og kæmpet med i toppen på European Tour.

Danskerens første turneringssejr lader dog endnu vente på sig.

Søndag sluttede Hansen på en samlet tiendeplads i Turkish Airlines Open i Antalya.

Den 29-årige dansker indledte også sidstedagen på en delt tiendeplads og med en fjerde runde i 68 slag - fire slag under par - holdt han fast i sin placering i stillingen.

Han sluttede af med to birdies, så han nåede op på seks for dagen, mens to bogeys trak ned på scorekortet.

I oktober blev Joachim B. Hansen nummer to i Open de France i Paris og det blev til en fjerdeplads i Open de España.

Sejren i Antalya gik til englænderen Tyrrell Hatton, der var fire slag bedre end Joachim B. Hansen. Han vandt turneringen efter omspil mod fem andre spillere.

Landsmanden Lucas Bjerregaard gik sidste runde i 71 slag og endte i den tunge ende af feltet som nummer 72.

/ritzau/