Boonen vandt sikkert efter massespurt

Tom Boonen fra Quick Step-Innergetic vandt fredag sjette etape af årets Tour de France. Team CSC forsvarede igen Fabian Cancellaras gule førertrøje.

Quick Steps holdkaptajn, Tom Bonnen, vandt fredag sjette etape af årets Tour de France. Som ventet blev den sidste flade etape inden Alperne afsluttet i en massespurt, og her slog den belgiske sprinter til, da han henviste Rabobanks Oscar Freire og Milrams tysker, Erik Zabel, til de sekundære placeringer efter at have overstået de 199,5 kilometer fra Semur-en-Auxois til Bourg-en-Bresse.

Med sejren kunne Tom Boonen samtidig iføre sig løbets grønne pointtrøje, som han erobrede fra netop Erik Zabel. Team CSC sørgede for, at feltet kom samlet til mål, selvom løbets enlige udbryder, Bradley Wiggins fra Cofidis, på et tidspunkt havde over 17 minutters forspring.

Dermed forsvarede det danske mandskab Fabian Cancellaras gule trøje, som han erobrede ved at vinde prologen. Den schweiziske tempospecialist fører fortsat foran Astanas Andreas Klöden.

/ritzau/