Boo-Boo golfens svar på Forrest Gump

De amerikanske golfspillere har ikke været så suveræne som normalt i British Open. Men en klumpe-dumpe-sydstats-redneck er på alles læber. Han er opkaldt efter en tegneseriefigur og ved intet om golfens historie. Men folk elsker Boo Weekley.

Amerikaneren Boo Weekley på 16. hul under anden runde af British Open i golf i Carnoustie, Skotland. Foto: Phil Noble/Reuters Fold sammen
Læs mere

Da John Daly i 1995 imod alle odds vandt British Open lige midt i golfens fødeby St. Andrews, gik der en skælven henover de stive britiske overlæber. Den overvægtige og drikfældige amerikaner med tankpasserfrisuren lignede bare alt andet end prototypen på en golfspiller. Da han modtog trofæet The Claret Jug og blev bedt om en vindertale, lød hans svar: »Hvad fanden vil du have, jeg skal sige?«

Som alle andre vindere af verdens ældste turnering er John Daly dog inviteret med til han fylder 65. Og det skal de være glade for i Storbritannien, for manden på gaden elsker den amerikanske golfbamse, som har lige så mange tilbedere som selveste Tiger Woods. Det evige problembarn lagde da også ud i årets British Open med brask og bram og lå alene på førstepladsen efter tre birdies og en eagle på de første 11 huller. Men som så ofte før kender man først Daly, når dagen er omme. Og han fulgte op med at smide otte slag på de sidste syv huller og måtte tage et tidligt fly hjem til staterne.

Heldigvis er amerikanerne leveringsdygtige i en værdig efterfølger. Hans navn er lige så underligt som hans udseende og opførsel Boo Weekley. Egentlig hedder den 33-årige Thomas Brent Weekley, men hans mor opkaldte ham siden efter en tegneserie-bjørn ved navn Boo-Boo.

Boo Weekley-show
»Hvis briterne havde svært ved at tolerere Daly så forestil dig, hvordan de ser ud, hvis Boo Weekley skal modtage The Claret Jug på søndag. Det kan meget vel blive den bedste scene siden Rick og Ilsa stod i lufthavnen i filmen Casablanca,« siger golfjournalisten Ron Green Jr. fra The Charlotte Observer.

Før gårsdagens runde var Boo-Boo den højest placerede amerikaner på femtepladsen side om side med Jim Furyk. Det var inden DiMarco var færdig med sin runde. Som altid mødte den 110 kilo tunge og godmodige knægt fra Florida op til dagens runde iført nylon-undertøj. Dog ikke camouflagetøj som de foregående dage, og som han normalt bruger, når han dyrker sine øvrige hobbys: Jagt og sportsfiskeri. Selv forklarer han det farverige nylontøj med, at han er overfølsom over for bomuld, mens farverne skyldes, at han derved ikke skræmmer vildtet væk. Nogen burde måske fortælle ham, at han er til British Open, hvor det ikke gør noget, hvis en kanin skulle få sig en forskrækkelse ude på banen.

Faktisk startede Boo Weekley-showet allerede i ugen op til British Open, hvor han spillede sammen med Paul Lawrie i Scottish Open på Loch Lomond. Da den godmodige Boo Weekley manglede et samtaleemne spurgte han helt uskyldigt: »Hvad med dig, er du kvalificeret til The Open?«

Hvad han ikke vidste var, at Lawrie er den seneste europæiske major-vinder, som netop for otte år siden vandt British Open på Carnoustie-banen og derfor også er kvalificeret, til han fylder 65 altså 27 år endnu.

Boo Weekley undskyldte sig med, at han absolut intet ved om golfens historie og blev snart en ren kultfigur her i Skotland. Han snakker med tyk sydstatsaccent og demonstrerer en udpræget naiv tilgang til det til tider noget fisefornemme spil. Derfor florerer der de mest fantastiske historier om hans opvækst i sumpområderne i Florida.

Som dengang han lettere overrislet kastede sig ud i en brydekamp med en orangutang og blev knockoutet af den store abe. »Det mindes jeg ikke,« som han så korrekt siger. Eller hans evindelige kamp med krokodiller, som han fortalte om i Golf Digest for nylig:

»Man smider bare et reb rundt om trynen og sender en to-tre stykker på min størrelse efter dem. Så løber de krokodiller ingen steder.« Eller som det hedder i munden på Boo: »them gators aint going nowhere.« Præcis som at høre Forest Gump i filmen af samme navn.

St. Andrews?
Da Boo Weekley tog opstilling på hul 1 i går eftermiddags, sendte han lige en byge farvet spyt ud til siden som en anden cowboy. Han har da også tanket godt op med snustobak hjemmefra. »Jeg smuglede ikke nogle få dåser. Nej, jeg medbragte en masse. Over 20 og min caddie har over 30 med,« som han siger.

Selvom den gudbenådede bonderøv har spillet på den sunde side af ti mio. kroner ind på kontoen i år efter sejr i Verizon Heritage og en andenplads i Honda Classic på den amerikanske PGA Tour, så bor han på et billigt Bed and Breakfast i en fiskerby et stykke nord for Carnoustie. Her kan han også få noget ordentligt at spise.

»Jeg har haft det skidt med maden herovre. Aint no sweet tea, and aint no fried chicken,« som det hedder i sumpområderne i Florida.

Boo Weekleys baggrund ligner da heller ikke ligefrem golfoverklasse. Som hans gode ven fra highschool hjemme i Bagdad, Florida, golfspilleren Bubba Watson, sagde for nylig, så var der ikke lås på dørene hjemme i deres del af Florida. Der var ganske enkelt intet at stjæle indendørs.

I stedet for at spille universitetsgolf, som stort set samtlige amerikanske golfspiller har gjort, så arbejdede Boo-Boo med at sprøjte tankene indvendig på en kemifabrik og studerede siden golf-græs på en landbrugsskole deraf interessen for golf.

Boo Weekley skal så være heldig, at han kom på PGA Touren i år. For da han skulle spille en turnering i Mexico, var han nødt til at få lavet et pas. Turen til Skotland er således hans første uden for Nordamerika, og den har virkelig givet ham en oplevelse:

»Min familie er herovrefra et eller andet sted. Nede sydpå ved grænsen, tror jeg nok. Ja, jeg kan ikke komme det nærmere, så må du tale med min tante,« som han siger.

Da han sluttede som nummer 30 i sidste uges Scottish Open indrømmede han, at han aldrig har set golf på TV. Det var blandt andet derfor, han ikke kendte Paul Lawrie. Derfor blev han også meget overrasket, da en TV-interviewer spurgte ham, om han ville tage et par dage ekstra i Skotland efter The Open og besøge golfens hjemby, St. Andrews: »St. Andrews? Jeg anede ikke, at det var golfens hjemby. Jeg troede, at »the home of golf« var der, hvor jeg kommer fra.«

Hvis Boo Weekley skal holde sejrstale i eftermiddag, så er det sikkert ikke kun en stille skælven, der går henover de stive britiske overlæber. Jorden vil ganske enkelt skælve under Carnoustie og St. Andrews. Men folket? De elsker ham.