Bayern München henter Schalke-anfører på lang kontrakt

Schalke 04-målmanden Alexander Nübel skifter til Bayern München til sommer på femårig kontrakt.

Alexander Nübel har underskrevet en femårig kontrakt med Bayern München. Andreas Gebert/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den tyske storklub Bayern München forstærker sig på holdets bageste position.

Således skifter Schalke 04-målmanden Alexander Nübel til Bayern München til sommer. Nübel har skrevet under på en femårig kontrakt.

Det oplyser Bayern på sin hjemmeside.

Den 23-årige Nübel har ikke ønsket at forlænge sin kontrakt med Schalke, og derfor kan stortalentet skifte på en fri transfer efter denne sæson.

Nübel, der har været førstemålmand i Schalke i de seneste sæsoner, blev inden denne sæson udpeget som ny anfører i klubben.

Nu skifter han så til den øverste hylde i Bundesligaen og skal forsøge at vippe stjernekeeperen Manuel Neuer af som førstemålmand.

Nübel har i de seneste år passet målet på Tysklands U21-landshold.

/ritzau/