Koka. En grøn plante, der i årtusinder er brugt af befolkningen i Andesbjergene i te og mad, eller blot tygget råt for at give energi og kurere sygdomme som højdesyge eller menstruationssmerter.
Kokain. Kokaplantens kridhvide kusine, der siden 1970erne har været linet op i lange, tynde streger, fortyndet næsevægge og formindsket pupiller til knappenålehoveder.
Englænderen Thomas McFadden havde sammenpresset fem kilo af den illegale substans i sin kufferts stivere, da han i 1996 blev anholdt af politiet i La Paz, Bolivia. En lang karriere som narkosmugler var slut. To uger senere, udmagret og dødssyg, blev McFadden smidt ind i det berygtede San Pedro-fængsel i La Paz. Et fængsel med dets helt egen logik.
En fængselslandsby
Forfatter Rusty Young hørte om McFadden, mens han backpackede rundt i Sydamerika. Andre rejsende fortalte med vilde armbevægelser om San Pedro-fængslet og McFaddens berømte rundvisninger derinde. Om et fængsel, hvor vagterne sad uden for murene, og hvor koner, kærester og børn var indenfor sammen med fangerne. Hvor fangerne var overladt til sig selv, og en fængselscelle ikke var en menneskeret. Her skulle den købes, og kvaliteten af den gik fra en til fem stjerner. Hvor vognlæs efter vognlæs af kokaplanter blev fragtet ind ad porten om aftenen og behandlet i skjulte fængselslaboratorier om natten.
Hvor kan man få Bolivias bedste og reneste kokain? I fængslet, hvor kernen af landets værste forbrydere sidder, selvfølgelig.
Det er McFaddens fortælling, der udgør rammerne i Rusty Youngs debutroman »Marching Powder« fra 2003. Da de mødte hinanden indgik de en pagt; Young skulle hjælpe McFadden med at skaffe penge til at bestikke Bolivias korrupte dommere, så han kunne blive løsladt, til gengæld skulle McFadden fortælle sin livshistorie.
De første minutter af den premiereaktuelle dokumentar »Wildlands« indrammer deres venskab, som de sidder der på celletagene af San Pedro-fængslet 15 år senere og kigger ud over den lille forbryderlandsby. Fyldt med gensynsglæde, men også med vemod over en tabt kamp om at komme korruptionen i Bolivia til livs. At få bugt med et system, der stadig er gennemvædet af narkokartellernes penge.
Rusty Young fortæller til Berlingske efter premieren på »Wildlands« i London:
»Da vi skrev »Marching Powder«, var målet at afsløre korruptionen. At afsløre de kummerlige vilkår i San Pedro. Regeringen har i så mange omgange lovet, at de ville forbedre vilkårene derinde – men det er ikke sket. Fornylig blev en 12-årig pige fundet gravid derinde. Hun boede med sin far og onkel og var blevet voldtaget i årevis. Det var kun, fordi hun var gravid, at det var blevet opdaget.«
Et unikt eksperiment
Historien bag dokumentaren »Wildlands« er besynderlig. Filmen fungerer nemlig som en såkaldt companion feature – en slags sidevogn – til computerspillet »Ghost Recon Wildlands«, der udkommer tirsdag. Den er altså et produkt af Ubisofts markedsføringsafdeling, der samtidig er spillets udgivere.
På papiret en bekymrende tanke; at et problem som narko, der påvirker og ødelægger millioner af menneskers liv, bliver trivialiseret ved at gøre en dokumentar om emnet til en del af et spils PR-maskine. Instruktøren Colin Offland er dog ikke i tvivl om filmens berettigelse, da vi fanger ham efter premieren:
»Da Ubisoft fortalte mig, at de havde et spil, der foregik i Bolivia og handlede om at bekæmpe narkokriminalitet, var jeg indledningsvis skeptisk. Men Ubisoft gav mig fuldstændig frie hænder til at fortælle den historie, jeg følte var vigtig: Hvordan kampen mod narko har udspillet sig i Bolivia over de seneste årtier.«.
Et monster skabes
Den historie fortælles i dokumentaren »Wildlands« gennem en række interview med hovedaktører fra den internationale narkoscene. Smugleren. Lejemorderen. DEA-agenten. Navy SEAL-soldaten. Informanten. Kartelmedlemmet. De er der alle.
»Vi skabte et monster,« siger George »El Americano« Jung tidligt i filmen. Han sidder henslængt i en strandstol med en dobbelt bourbon i hånden og en fuldmåne mellem ham og Rusty Young, mens han tænker tilbage på de seneste 40 års linedans mellem myndigheder og Medellin-kartellet med Pablo Escobar som frontfigur.
Jung er nærmest synonym med kokainhandlen og bliver oftest gjort ansvarlig for at være den, der introducerede jetset-livet i USA for kokain. Fandenivoldsk ville han i 70erne leje et fly, bestikke de amerikanske luftmyndigheder og så let som ingenting fragte hundredvis af kilo kokain ind i landet. Den historie blev fortalt af Hollywood og Johnny Depp som George Jung i filmen »Blow« i 2001, men virkelighedens George Jung virker som det stof, ti film er gjort af.
En massemorder taler ud
Monsteret ser man i mange afskygninger i »Wildlands«-filmen. Mest udtalt i det kolde tusindemileblik John Jairo Velásquez – også kendt som »Popeye« – sender ud over kirkegården, da han bliver interviewet. Han er eneste overlevende medlem af Medellin-kartellet og kendt som Pablo Escobars højre hånd og lejemorder. Han har personligt begået flere end 300 mord, men det tal blegner, hvis man medregner de tusindvis af mord, han har beordret. Han er upåvirket af sin historie og virker ikke synderligt mærket efter de 20 år i fængslet, han netop har afsonet. Hårene i nakken rejser sig, når man ser ham lære unge drenge, hvordan man holder på en pistol. Og hans nystartede karriere som YouTube-stjerne på kanalen »Popeye Arrapentido« (på dansk Angrende Popeye, red.) virker næsten komisk, når man holder det op mod den stålsatte overbevisning, hvormed han genfortæller om nedskydningen af civile fly blot for at få ram på politikere, der ikke kunne bestikkes til at makke ret.
En forgæves kamp
Det er farverige personligheder, der medvirker i »Wildlands«. Men tonen i filmen er desillusioneret. Adam Newbold, indsatsagent og tidligere Navy SEAL-soldat i Sydamerika, sidder med sit kæmpe korpus og spillevende øjne og fortæller om den forgæves kamp.
»Vi havde – og har fortsat – adskillige programmer i Sydamerika, hvor vi træner lokalt politi og indsatsstyrker, så de har en chance mod narkokartellerne. Men det er en forgæves kamp. Narkoen kan købe militærudstyr, som de lokale regeringer aldrig kan matche. Og uanset hvor meget vi betaler de lokale, vil beløbet altid være større hos den fjende, vi forsøger at bekæmpe. Så de ved altid, når vi er på vej. Informanterne er overalt.«
Newbolds kamp og rejse tilbage til det civile liv runder »Wildlands« af. Med amerikanske stemningsbilleder som baggrund hører vi ham fortælle om at vende tilbage efter 20 år i indsatsstyrkerne. Om at returnere til et USA, hvor ungdomsgenerationen i landområderne er plaget af mismod og stofmisbrug.
Hans største udfordring har været at blive civil igen. Hver eneste gang, han forlader sit hus om morgenen, spejder han helt intuitivt efter potentielle farer.
»Det er som en computer, der har for mange programmer kørende og for mange vinduer åbne. Alt kører utrolig langsomt, fordi jeg er blevet trænet til at registrere alt. Den træning, der har holdt mig i live i kampen mod narko, er der ikke brug for i det civile liv,« fortæller han langsomt og velovervejet.
Efter mange års kamp mod narkoindustrien føler han, at det vigtigste, der kan gøres, er at oplyse ungdomsgenerationen så godt som muligt. Ikke kun om stoffernes skadelige virkninger, men især hvor kummerlige vilkår de produceres under, og hvor mange menneskeliv de kræver. Stoffer, der bliver indtaget uden at tage stilling til, hvor meget blod der blev spildt under tilblivelsen og transporten af dem.
Manglende vinkling
»Wildlands« tager aldrig selv stilling. Her er ingen redaktionel vinkling om ironien i, at den vestlige verdens hipstere og yuppier indtager kokain som rekreativ adspredelse, mens de selvsamme forbrugere også står og tager et bevidst forbrugervalg om økologisk mælk, køber æg fra fritgående høns og sikrer sig, at legetøjet fra Fætter BR ikke er produceret på fabrikker med børnearbejdere.
»Vores mål var aldrig at tage stilling til stoffer. Vi ville informere. Begive os ud på en personlig rejse, hvor vi fik en snak med alle aktører i narkokrigen,« forklarer Rusty Young os afslutningsvis.
Dermed står »Wildlands« tilbage som et fascinerende blik ind i en bundrådden verden, der efterlader seeren med flere spørgsmål end svar. Hvad er der sket, siden Bolivias regering smed amerikanske DEA ud af landet og legaliserede kokaplanten under sloganet »Ja til koka, nej til kokain«? Rækker korruptionen som antydet i filmen helt op den Bolivianske præsident, Evo Morales? Hvor hårdt ramt er den bolivianske befolkning? Og hjælper USAs kamp mod narko noget som helst? De svar får vi ikke, mens bjergtagende billeder af Andesbjergenes golde saltlandskab glider forbi, og lyden af latinorytmer akkompagnerer rulleteksterne.
»Ghost Recon Wildlands« udkommer til Xbox One, PlayStation 4 og PC 7. marts.
»Wildlands«-dokumentaren får premiere 6. marts på iTunes.
