Kinects premierespil består

De første bevægelsesspil til Xbox 360 rangerer fra ok til glimrende.

I ”Kinectimals” hopper og danser du for små, nuttede tigerunger. Fold sammen
Læs mere

Her på siden er der allerede blevet skrevet en del om Microsofts nye Kinect-system (se fx http://www.berlingske.dk/techogviden/kinect-konsolspil-paa-den-svedige-m...), og som de fleste andre er vi generelt positive (på en svedig og værkende måde) over det amerikanske bud på Nintendo Wii og Sony Move. Men hvad med selve spillene? Her følger anmeldelser af Microsofts første Kinect-titler.

Titel: ”Kinect Sports” Stjerner: 3 ud 6 stjerner Pris: 359 kr.

Alle bevægelses-systemer skal åbenbart have en samling af sportsspil, sikkert fordi det netop var den lettilgængelige bowling i ”Wii Sports”, der spillede en stor rolle i Nintendo Wiis bragende salgssucces. Man kan også bowle i ”Kinect Sports”, som desuden rummer beach volley, bordtennis, boksning, track’n’field og fodbold. Sidstnævnte gør sig positivt bemærket, fordi man her bruger fødderne til at spille, noget som hverken Wii eller PlayStation Move kan byde på (med mindre man da vil forsøge at holde sin controller mellem tæerne) og det virker derfor som et dejligt frisk pust. Ens for alle sportsgrenene er, at de er sjovest i små mængder og helst skal spilles hvis man er lidt fuld og har venner på besøg. Så tager det længere tid at indse, hvor lidt udfordring og dybde de egentlig rummer. ”Kinect Sports” har dog ikke kun plagieret fra Wii og Move. Det rummer også en party-spilform som giver sportsgrenene ekstra levetid ved at tilføre nye regler og fjollede udfordringer.

Titel: ”Kinect Adventures” Stjerner: 3 ud 6 stjerner Pris: 359 kr.

”Kinect Adventures” er en samling minispil pakket ind i jungletema og solgt i tvshow-stil som en række ”eventyrlige udfordringer”. Der skal raftes på en brusende flod og samles mønter, hoppes og løbes på forhindringsbaner, kastes med bolde, stoppes huller i et akvarium og sågar poppes sæbebobler i vægtløs tilstand. Det er alt sammen vældigt flot visuelt, men også yderst anstrengende at deltage i, i en grad så det alt for hurtigt føles mere som arbejde end leg at få låst op for de forskellige discipliner. I det hele taget er der problemer med balancen i spillet, som med sin farvestrålende stil og enkle form appellerer til børnene, men samtidig er for krævende og svært til at de for alvor kan boltre sig. Og for os gamle krigsveteraner giver det altså både rygsmerter og åndenød at befinde sig hoppende, bukkende, svajende og flagrende i så lang tid, som ”Kinect Adventures” befaler.

Titel: ”Dance Central” Stjerner: 4 ud 6 stjerner Pris: 359 kr.

Det er de garvede musikspilkreatører fra Harmonix (”Rock Band”), der står bag ”Dance Central”, og det kan både ses og høres. Musik, grafik og teknik går op i en højere enhed og giver et dansespil, der er imponerende godt. Kinect har i dansesammenhæng den åbenlyse fordel i forhold til konkurrenterne, at man som udøver ikke er hæmmet af at skulle holde en controller i hånden, og at systemet kan registrere både arm- og ben-bevægelser ned til mindste detalje. Det giver en oplevelse af frihed og præcision, der helt sikkert vil appellere til alle med bare et par dråber dans i blodet. Drop det passive kendis-kiggeri i ”Vild med Dans” og bliv din egen dansestjerne! Lyder det ikke bare skønt? Uden tvivl, især hvis man er teenager og dermed spillets åbenlyse hovedmålgruppe, for så vil man virkelig nyde både den poppede musikstil og de avancerede dansetrin. Hvis jeg var tyve år yngre ville jeg med sikkerhed lære alle de frækkeste moves i ”Dance Central” og gå direkte på det lokale disko bagefter for at høste roserne.

Titel: ”Kinectimals” Stjerner: 3 ud 6 stjerner Pris: 359 kr.

”Kinectimals” ligner på overfladen et rendyrket gimmickspil til børn, i stil med ”EyePet” til PlayStation Move. Man vælger sin favorit blandt en række übernuttede dyreunger og kan opdrage på de, kæle med den og lære den alskens übernuttede tricks. Men det er kun begyndelsen, for jo mere man lærer sit dyr, jo flere områder bliver låst op af den tropeø man befinder sig på, og des flere nye udfordringer skal klares, udfordringer som vel at mærke er både varierende og morsomme. Det giver en dybde som er sjældent set indenfor ”nuttet-spilgenren”, og dermed et spil, som både børn og voksne kan have stor glæde af. Det trækker dog ned at to spillere ikke kan deltage samtidig og at Kinect-kameraet til tider svigter rent præcisionsmæssigt. Men meget bliver tilgivet, når en lille, sort panterunge spinder kærligt og kigger på dig med sine bedårende øjne. Weird, men sandt.

Læs mere her