Hvis du tror, at computerspil vil medføre en generation af blegfede sofakartofler, der er flasket op på en menu af pizza, cola og fysisk stilstand, så skulle du prøve bare et par dage i selskab med Microsofts seneste initiativ på spilkonsol-markedet, Xbox Kinect.
Vi har i en lille uge haft dimsen til test - og selv om den på mange måder banebrydende teknologi endnu ikke er helt på plads, er der her tale om en art computerspil, der giver væsentligt mere sved på panden end man nogensinde havde drømt om at et computerspil ville kunne.
Kinect er et panel, man monterer ovenpå sit TV og slutter til sin Xbox - og som indeholder to kameraer og en infrarød sensor, som systemet bruger til at overvåge brugernes bevægelser. Bevægelserne registreres og oversættes hele tiden til noget, som Xboxen kan forstå - og pointen er, at man kan smide controleren ud til højre, og i stedet blot styre spillene via bevægelser og stemmekommandoer.
På papiret er Kinect en meget simpel idé, men i praksis er det en udfordring få til at virke i konsol-sammenhænge - blandt andet fordi konsolspil er en social ting, hvor mange folk ofte spiller sammen, og hvor der derfor er en hel masse samtidige bevægelser at holde styr på.
Hertil kommer, at fagter med arme og ben præcist skal associeres med en bestemt spiller, så man ikke påvirker de andre spilleres figurer i spillet.
Bevægelsesspil fik for alvor deres gennembrud med den svært populære Nintendo Wii, der blev lanceret for år tilbage. Den prisbillige, men også muskelsvage Wii, blev en landeplage, og det væltede ud med spil, der skulles spilles med Wii-controleren i hånden.
Det var meget ofte spil, der fik pulsen op - og boksen endte sågar med at blive anvendt som et decideret fitness-redskab.
Microsofts Kinect-system kan beskrives som næste generation af Wii - men det er faktisk ikke rimeligt, for Kinect er sin egen og meget lovende teknologi.
Let at sætte op
Har man en Xbox 360 i forvejen, mangler man blot selve Kinect-panelet for at komme i gang med at spille. Den tilsluttes ret simpelt på nyere Xboxe, hvorefter systemet faktisk virker umiddelbart.
Køber man et såkaldt Kinect-bundle, skal Xboxen dog gennem en længere opdaterings-proces, hvor den henter opdateringer via Wifi, og hvor man skal oprette brugerprofiler, logge ind og i øvrigt hjælpe Kinect-boksen til at identificere, hvem det er, der står foran.
Systemet er ret simpelt, og man kan faktisk få det hele til at spille på mindre end 15 minutter efter, at man har hevet Xbox og Kinect-panel ud af pakken.
Det primære arbejde består nemlig ikke i selve boksen, men derimod af at flytte møbler. Xbox Kinect kræver nemlig plads. Meget plads. Og også en del mere plads, en man kan forvente at finde i en gennemsnitlig dansk bolig, hvor området foran fjernsynet typisk er tæt pakket af sofaer, lænestole og sofaborde.
Dernæst kommer, at Kinect-panelet helst skal monteres rimelig højt, gerne ovenpå på TV-apparatet. Det kan klares med en klips, der dog ikke medfølger.
Kompleks sag
Denne anmelder har tidligere sværget til den konkurrerende Playstation-platform, men har i et par år været fraværende fra konsolspillene. Derfor var det også med mild overraskelse at jeg konstaterede, at Xbox - trods sin kæmpestore succes - faktisk er en rimelig kompleks affære at lære at kende.
I forhold til kompleksiteten i Xbox-brugergrænsefladen, er det en ren svir at få Kinect til at virke. Ja, faktisk virker det direkte ud af æsken, omend det er ret fedt, hvis man opretter et Kinect ID, så boksen selv genkender en, når man står foran kameraet.
Systemet som vi testede, blev leveret med en håndfuld af de spil, som allerede nu er udviklet til Kinect. Uden at vi skal gå i dybden med disse spil, skal det dog siges, at platformen tydeligt rummer et stort potentiale - men også et potentiale, der endnu ikke er foldet særlig meget ud i de tidlige spiltitler.
Vi gik særligt meget op i Kinect Adventures og Joyride, der er henholdsvis et platformspil og et bilspil - og det var ganske overraskende, hvor meget systemet faktisk kunne genkende af vores bevægelser. I bilspillet styrer man sin bil ved at simulere, at man holder fast i et rat - og selv små drej i dette rat forplanter sig direkte ind i bilens kurs.
Det lyder måske ikke af det store, men når man står der foran fjernsynet og holder armene ud i luften, forbløffes man over, hvor lidt, der skal til, før Kinect kan se det - og der er bestemt ikke plads til, at man lige klør sig i nakken. Så kører bilen nemlig i hegnet.
Kinect har fået en del klø for at reagere med lidt forsinkelse på brugernes bevægelser, hvilket angiveligt skulle forvirre en del, fordi spillene ikke reagerer straks. Dette mærkede vi dog slet intet til i vores testperiode.
Til gengæld kan systemet godt blive forvirret, hvis man kommer til at bevæge sig ind foran hinanden, hvilket unægteligt sker tit - især hvis man har små børn.
Det ændrer dog ikke på, at multiplayer-funktionen er forbløffende velfungerende, og det er rimelig underholdende at stå ved siden af sine medspillere og kollektivt kaste sig rundt i lokalet.
Alligevel skal det rimeligvis siges, at det ikke er altid, at Kinect opfanger, hvad man foretager sig - og betjeningen af spillenes menuer via fagter kan være rimelig besværligt, fordi det kræver akkuratesse at ramme den rigtige knap.
Og nogle gange skal man vinke endog særdeles kraftig for at få systemets opmærksomhed.
Pladsproblemet Før man anskaffer sig en Kinect, skal man bestemt overveje, hvor meget bevægelse, man faktisk har plads til. Nintendo Wii og Playstation Move er ikke nær så pladskrævende, fordi der bruges controler, men med Kinect skal der holdes pæn afstand til panelet - og spillearealet skal være stort.
Har man en smal stue, er det derfor faktisk umuligt at bruge systemet - og man bør derfor vælge et af markedets øvrige tilbud.
Dernæst er et spøjst, men ganske reelt problem, at man skal tænke over, hvilke naboer man har. Hvis man bor i en etageejendom og har en underbo, skal man nok tænke to gange inden man seriøst og gennem længere tid hopper rundt i stuen.
Denne anmelder var ihvertfald forbløffet over hvor meget bevægelse, der faktisk er involveret i spillene - og det er faktisk nærmest umuligt at spille, uden også at hoppe og trampe i et ganske massivt omfang.
Skal, skal ikke.
Lad det være sagt med det samme: Xbox Kinect-spil er totalt sjovt. Uanset om man kan lide computerspil eller ej, vil man meget hurtigt kunne leve sig ind i spilleformen og have en del sjov ud af det.
Kinect-platformen virker dog ikke helt færdig - og det ville også være overraskende, når man tænker på, at produktet er det første af sin art.
Men der er ingen tvivl om, at vi står i begyndelsen af en ny konsolspil-æra, og at der i de kommende måneder og år vil komme utallige kreative udnyttelser af teknologien, ligesom at Kinect - og tilsvarende bevægelsessystemer fra øvrige producenter - helt sikkert vil fange interessen hos en del mennesker, der ellers ikke gider spille.
Til en pris af omkring 1200 kroner er Kinect ikke en billig dims, men hvis man spiller konsolspil med vennerne eller familien, er den bestemt pengene værd.
Man bør dog ganske seriøst overveje, om man har plads til det - og om en vred underbo vil spolere spilleglæden permanent.
Hold øje med kanalen her, hvor vi senere på dagen vil publicere et web-TV indslag om Kinect.
