Det ligner en historie, du har set før – men slutningen på ny DR-serie er helt vild

AOK
Skærm
Anmeldelse

Besir Zeciri er fantastisk i ny DR3-serie, der giver et nyt perspektiv på et emne, vi ofte taler om, men endnu er langt fra at løse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad sker der for den her familie,« spørger Ida med et stort smil. Svaret er, at familien hygger sig. Det er lige før, de hygger sig lidt for meget med de velmenende forældre, Inge og Flemming, der dukker op med flag og hurra til datterens fødselsdag.

Især har moderen, Inge, så travlt med at vise sin imødekommenhed over for Idas kæreste, Mohammed, at hun næsten er ved at spise den unge mand, der ganske sigende har smidt det meste af sit navn og både nyder sin svinemørbrad og den Chianti Classico fra 2008, som vennen Ali dukker op med.

Det er, som om Mo, som han kalder sig, er mere dansk end resten af familien, og samtidig understreger dens glubske imødekommenhed den forskel, der alligevel er mellem dem og ham i »Fredløs«, der er DR3s nye og absolut seværdige serie.

»Du er kommet med så meget smuk varme og glæde og et … krydderi, eller en energi, som vi ikke har, og det er et pust, som jeg er rigtig glad for,« som Inge (spillet af Charlotte Fick) siger det.

Hun er et fantastisk billede på dem, der virkelig forsøger, og en af de gode grunde til at se serien. En anden grund er en kæmpe præstation fra hovedrolleindehaveren samt en meget overraskende slutning.

Dyb vejtrækning og så en slurk

Det vil være forkert at sige, at vi ikke har set historien før. Ung mand med brun hud forsøger at passe ind, men føler sig alligevel udenfor i det danske samfund. Tænk på Dar Salim, der sad og følte sig utilpas i et fancy nybyggeri i Fenar Ahmads »Underverden«.

Alligevel er der noget ganske særligt ved »Fredløs«. I otte korte afsnit lærer vi Mo at kende som den smilende, glade fyr, der pludselig sigtes for et røveri, han siger, at han ikke har begået. Her kunne serien have taget en drejning og være blevet en film om unge, der bliver fængslet, mister kontakten til deres familier og i stedet lærer nogle hårde radikaliserede indsatte at kende.

Besir Zeciri i Fredløs Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Sådan går det ikke i »Fredløs«. Svigerfamilien tror på Mo, og i fængslet møder han islam gennem Abdallah, der taler om kærlighed og ro. Den store konflikt findes ikke omkring Mohammed, den findes inden i ham, og vi ser det hele spejlet gennem små detaljer i Besir Zeciris spil. Som under en festlig aften, hvor han må lukke sig inde på toilettet, tage vand i ansigtet og en dyb vejtrækning, før han går ind og tager en slurk af den flaske, der sendes i rundkreds.

Noget af det stærkeste i år

En af manuskriptforfatterne er radiodokumentaristen Babak Vakili, og han har et fantastisk blik for splittelsen mellem to kulturer, som man også kan høre i podcastserien Generationen, der handler om hans egen opvækst som søn af iranske forældre i København.

»Vi, der er efterkommere af indvandrere, er en totalt strittende og forskelligartet gruppe, men vi er fælles om at være bagud på point, når det gælder identitet,« som han sagde i et interview med Weekendavisen. I »Fredløs« er det sat på spidsen, da Mo bliver varetægtsfængslet og mistænkt på baggrund af sin fortid, men man ser også splittelsen alle steder – selv blandt de unge syrere og pakistanere, der spiller matador, mens de taler om at tage til Aleppo.

Det hele bliver knyttet sammen i slutningen, der er noget af det stærkeste, jeg har set i år. Det er en kort sekvens, men én af dem, der giver dig lyst til at gentænke alle de foregående afsnit. Det vil være umuligt at forklare her, uden at røbe for meget af handlingen, så i stedet må man se det selv.

Om ikke andet, så fordi det giver et nyt perspektiv på et emne, vi ofte taler om, men endnu er langt fra at løse.

»Fredløs« Dansk dramaserie fra 2021. Instruktør: Laurits Flensted-Jensen. Manuskript: Malthe Jagd Miehe-Renard og Babak Vakili Medvirkende: Besir Zeciri, Maria Cordsen, Charlotte Fich, Jesper Lohmann m.fl. Alle afsnit er til rådighed på DR.dk indtil 3. marts 2022