To år og 109 dage i helvede på en støvet mark i Somalia

»839 dage« er en effektiv, koncentreret forestilling baseret på virkelighedens piratkidnapninger.

Rasmus Hammerich og Jacob Bjerregaard Engmann springer ud og ind af figurerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rico Feldfoss

Hvorfor er »839 dage« en god forestilling?

Det er egentlig ikke, fordi der kommer så meget nyt på banen, selv om fortællingen er inspireret af virkelige hændelser: Kidnapningen af de danske sømænd Eddie Lopez og Søren Lyngbjørn, der i 839 dage, heraf titlen, blev holdt som gidsler af somaliske pirater.

Og stort set parallelle historier om moderne pirateri er jo fortalt andre steder i forvejen – i Hollywood-filmen »Captain Philips« og i den danske film »Kapringen« – for eksempel.

Men på BaggårdTeatret, som gæstespiller på Teater Grob, gør man noget andet i sin prunkløse, for ikke at sige skrabede, men virkningsfulde forestilling.

Her er rederiet og dets overvejelser slet ikke på banen. Til gengæld bliver vi på en somalisk støvet mark, hvor de topkoncentrerede skuespillere Jacob Bjerregaard Engmann og Rasmus Hammerich, godt guidet af instruktøren Rasmus Ask, med imponerende og ubesværet adræthed springer ind og ud af figurerne.

Skuespillerne behøver bare at skifte trøje, tage et par solbriller på eller en kappe over skuldrene, så er vi med på, hvem der nu har fortællestafetten.

De giver naturligvis nervespændt liv til de to danske sømænd intimideret af den ubehagelige situation, men endnu mere interessant: De somaliske pirater spiller en endnu større rolle i de korte monologer og mange dialoger, der udgør Henrik Szklanys både anvendelige og glimtvist poetiske tekst.

Fra den 17-årige yngling over håndlangeren til den brutale boss. Med den vise afstandstagende bedstefar som et moralsk ekko, der ikke har en chance. Alt imens scenografiens klaprende, roterende kalenderblade effektivt tæller frem mod løsladelsen.

Det hele perspektiveret af de punktvise historiske nedslag, der opmaler både den hvide og den sorte mands talrige overgreb mod den somaliske befolkning – ikke for at forsvare, men måske snarere for at forklare piraternes handlinger som kynisk forretning: Hvem gider passe geder, når millionerne sejler ude på havet?

Hvad: »839 dage«.

Hvem: Manuskript: Henrik Szlany. Iscenesættelse: Rasmus Ask. Scenografi: Nathalie Melbye.

Hvor: BaggårdTeatret, gæstespil på Teater Grob til 14. november. BaggårdTeatret, Svendborg: 4.-6. december.