Det er historien om bål og brande. Men også om København som en af verdens største musikbyer.
Det er fortællingen om mord og kongelig troløshed. Men også om vigtige debatter mellem tilhængere af det danske og det tyske.
Bogen om Det Kongelige Kapels historie ligner beretningen om en nationalscene i evig skudlinje – men også om generationer af musikere med store ambitioner. For kapellet er Det Kongelige Teaters kæmpestore orkester. Som bekendt.
Orkestret kalder sig gerne verdens ældste. At det altid har været en lille overdrivelse, tager man bare med.
Christian I lægger grundstenen i 1448 med sin oprettelse af det kongelige korps af »trompeterer«. Hvis man vil huske årstallet, så tænk på politiets traditionelle endetal. 1448.
De første trompetister hedder Walther, Andreas og Hans og bærer endnu i dag numrene 1, 2 og 3. Kapellets musikere har altid været stolte af deres numre og værner om dem. Orkestrets senest tilkomne medlem er nummer 1.062 i rækken.
Hoftrompetererne og paukisten fungerer som klingende magtsymboler og kaster glans over kongens tilstedeværelse, som bogen siger. Blæserne har for resten også stået klar ved de kongelige sovegemakker og pustet fanfarer til udråbet »Kongen går til dronningen!«
Livet ved det lille korps kan være farligt. Magnus Thomsen med nummeret 122 bliver »af rigets fjender ihjelskudt« under Kalmarkrigen i 1622. Og da Christian Lauersen med nummeret 175 »desværre dræbte og ihjelslog« en kollega, må han henrettes på Kronborg Slot.
Fortællinger af den slags er måske nok historie. Men de taler samtidig til enhver musikers sjæl anno nu. Et klassisk orkester kan lide følelsen af frontlinje og har altid været hjemsted for håndværkerhumor på højeste plan.
Hvis man føler sig en lille smule udsat, kan man bedre nyde sin plads og udholde livet bag nodestativerne.
Interessante nedslag og overraskende viden
Bogen er fuld af interessante nedslag og overraskende viden. For eksempel om fænomenet touche!
En touche er den fanfare, musikerne sommetider giver andre medvirkende eller prismodtagere med videre. Den begynder altid på en bestemt tone. Hvorfor netop den tone?
Fordi korpsets tidligste trompeter var stemt i den tone. Touchen går simpelthen tilbage til renæssancen. Helt ubrudt.
Og hvorfor hedder orkestret overhovedet Det Kongelige Kapel?
Jo: Christian II er træt af sine dårlige sangere og inviterer i 1515 folk fra Lübeck og Danzig til. Det nye kor står i kirkens kapel og kaldes derfor »kantoriet i kapellet«. Og da musikerne kommer på, bliver det samlede ensemble snart kogt ned til »kapellet« i daglig tale – hvilket så stadig hænger ved vore dages instrumentalister.
Christian IVs mange år som regent bliver orkestrets første storhedstid.
Kongen henter selveste John Dowland over fra London og har stor succes med det. Altså lige indtil han får for meget af berømthedens talløse forretningsrejser hjemover og afskediger ham igen.
Det Store Bilager i oktober 1634 bliver endda en af Danmarks største fester nogensinde. Man fejrer den udvalgte prins Christians vielse og afslutningen på den danske deltagelse i Trediveårskrigen fem år før. Og man inviterer selveste Heinrich Schütz op fra Dresden som kunstnerisk leder af festens musik.
Tyskeren gør stor lykke og skal gentage succesen ved tvillingeprinsesserne Christiane og Hedevigs bryllup først i 1640erne. Alt sammen med det flot uniformerede kapel i tjeneste dag og nat. Og måske med nogle af Schütz’ største værker som resultat.
Kapellets historie udvikler sig ganske dramatisk efterhånden. Solkongen over Frankrig har i februar 1653 fået italienskfødte Jean-Baptiste Lully tilknyttet og vinder verdensberømmelse med orkestret Vingt-quatre Violons du Roi.
Frederik III bliver misundelig og engagerer en fransk »fiolong« kun to år senere. Det Kongelige Kapel med alle strygerne og blæserne tager form. Vore dages barokgruppe ved navn Violon-Banden er opkaldt efter det orkester.
Men da Christian V fylder 44 år, går det galt. Fejringen skal ske med den første opera på dansk jord. Sat op i et anneks til Sophie Amalienborg.
En olielampe eksploderer så. Ikke færre end 180 af de godt 200 tilskuere omkommer i »dette flammehav og røghelvede«. De europæiske kongehuse lider under katastrofen mange år efter og kan knap nok finde mager til deres unge mennesker.
Og kun fire af orkestrets medlemmer overlever. Eneste lyspunkt bliver opførelsen af Frederik IVs operahus i 1703. For en sikkerheds skyld bygget af nøjagtig 1.373.305 mursten – man havde godt styr på offentlige byggerier dengang.
Hvad skal man fylde i huset? København er ikke fri for den ballade, andre hovedstæder lider under.
Nogle vil høre fransk. Andre kræver italiensk musik. Nogle foretrækker gammeldags opera seria med sang helt igennem. Andre vil høre de nye lystspil med tale undervejs og handlinger om dig og mig.
Og da kapelmusikeren F.L.Æ. Kunzen skaber sin »Holger Danske« i 1787, får vi vores helt egen strid – bare mellem dansk og tysk tunge.
Ulykkerne vender tilbage med jævne mellemrum. Christiansborg brænder for eksempel i 1794 og sender hele det tre århundreder gamle nodearkiv op i røg.
Ungdom og galskab
Men nye navne dukker hele tiden op. Kunstnere med et liv og et virke. Folk, der gør en forskel. Verdensstjerner som operareformatoren Christoph Willibald Gluck og især Johan Gottlieb Naumann giver det status op gennem 1700-tallet.
Claus Schall er en af sin tids bedste dirigenter og indfører taktstokken!
Johann Hartmann fra Schelsien kommer til byen i 1762 og grundlægger et af de største dynastier i dansk musik.
J.A.P. Schulz med de berømte sange arriverer i 1787 og gør Danmarks hovedstad til »en af de ledende musikbyer i Europa«.
Og da kronprinsesse Charlotte Frederikke falder for sanglæreren Edouard du Puy, får han to timer til at forlade landet. Manden efterlader sig den herlige »Ungdom og galskab«. Hvis ikke andet.
Constanze Mozart gifter sig efter sin første mands død med danske Georg Nikolaus Nissen og bliver fuldkommen lykkelig for anden gang. Hun bor i København frem til 1820 og kan året før høre sin søn fra første ægteskab optræde på nationalscenen.
Også komponisten Carl Maria von Weber lægger vejen forbi. Om ouverturen til hans berømte »Jægerbruden« virkelig får verdenspremiere her, finder man nok aldrig ud af. Men historien fejler jo ikke noget.
Det Kongelige Kapel skal vokse med årene. Orkestret har 14 musikere i 1721 og er i dag Danmarks største med 110 medlemmer.
Mange af instrumenterne gennem tiden er bevaret og kan nu beses i Musikmuseets nye lokaler på Rosenørns Allé: Tidlige fløjter, oboer, klarinetter, fagotter – plus den første danskbyggede tuba og et valdhorn med løse bøjler!
Også to af Antonio Stradivaris kostbare violiner er i kapellets eje og medvirkende til dets skønne klang endnu i dag.
Frederik VII overdrager hele Det Kongelige Teater til staten i 1849. Johan Ludvig Heiberg udnævnes som teaterchef og forhindrer kapellets nedlæggelse i sidste øjeblik.
Thi folkene i Kultusministeriet foreslår massefyring og indkøb af løse musikere i stedet for. Heiberg svarer igen med det berømte »Kunstens højhed består i dens aristokrati« – og får sin vilje.
Politikerne lyttede dengang og gør det endnu i dag. Hvad med teatrets egen ledelse?
Det Kongelige Kapel har i årevis virket ret papfaderligt behandlet. Gode mænd som Johan Svendsen, Fini Henriques, Johan Hye-Knudsen og senest Michael Schønwandt har kæmpet en brav kamp for dets hørlighed.
Men at få musikken anerkendt som husets fjerde kunstart, at få orkestret prentet ind i alle danskeres bevidsthed, at få den fine håndfuld af symfonikoncerter hvert år gjort synlige for enhver – dét satser man ikke rigtig på. Et par musikere har så gjort en del af arbejdet selv:
Bogen om Det Kongelige Kapels historie er forfattet af violinisten Troels Svendsen med nummeret 862 og basunisten Mogens Andresen alias nummer 896 og har Inger Sørensen som dybt kompetent redaktør. Den bæres af musikerens elementære glæde ved sit fag og historikerens krav om styr på detaljen.
Og den har i øvrigt en ganske fantastisk billedside. Hundreder af malerier og fotos fortæller deres egne historier. En stor del har vel aldrig været tilgængelige for den almene læser før.
Læseren skal ikke forvente Det Kongelige Kapels historie fortalt ret systematisk. Også fordi så meget trods alt fortaber sig og kun findes som anekdoter. Man kan til gengæld sagtens gå på opdagelse i den og blive helt væk.
Det Kongelige Kapels næste koncert på Operaens store scene ligger i øvrigt 28. november og har Beethovens Femte med tilnavnet »Skæbnesymfonien« og Sjostakovitjs mægtige symfoni nummer otte på programmet. I fald det skulle have undgået nogens opmærksomhed.
Titel: »Det Kongelige Kapel. Verdens ældste orkester«.
Forfatter: Troels Svendsen og Mogens Andresen.
Sider: 275. Meget rigt ill.
Pris: 350 kr.
Forlag: Udgivet af Det Kongelige Kapels forening i kommission hos Gads Forlag.
