Man tager en masse gode sangere, der kan synge det, der hedde bel canto, og som betyder »skønsang«, og som er en – rigtigt gættet- italiensk betegnelse for en ganske særligt virtuos og velklingende måde at synge opera på. Man tilsætter musik af den virtuost vittige komponist Gioachino Rossini og en handling, der er så meningsløs, at det kunne kaldes absurd teater, hvis det ikke var, fordi begrebet ikke var opfundet, dengang i 1825, da den opera, det her handler om, havde premiere.
Og vupti: Så har man noget, der begynder at ligne den opsætning af ovennævnte mesters »Rejsen til Reims«, der søndag havde premiere på Operaen. »Rejsen til Reims« er ingenting sat i musik, for der sker ikke andet, end at et større selskab er på vej til champagnehovedstaden og kroningsbyen Reims for at fejre Karl Xs kroning i det herrens år 1825, og i den italienske instruktør Damiano Michielettos version lægges der flot ud: Med noget, der ligner et fint, klassisk museum som Statens Museum for Kunst, men som vist er et galleri, hvor man kan KØBE kunst, og hvor meget roder, og hvor nogle af den klassiske og klassisk-moderne malerkunsts ikoniske figurer træder ud af rammerne og blander sig med de øvrige tilstedeværende. Flot, flot.
Senere går alt galt, ingen når frem til Reims, men der synges, så det er en lyst, det hele er blot et påskud for en perlerække af bravournumre, og det er også helt fint. Well, måske en lidt langstrakt joke, set med moderne briller og hørt med moderne øren, men fint nok. Og selv om det hele handler om sang, først og fremmest, er der to ting, man gerne vil fremhæve efter at have været en aktuel tur i Rossinis store sangcirkus. Dels dirigenten Thomas Søndergård, der overskudsagtigt behersker kunsten at få italienerens mousserende musik til at folde sig ud og løfte sig og rive med. Dels scenografien og kostumerne, der inden for rammerne af det overordnede koncept, altså det med kunstgalleriet, skaber det ene frapperende skue efter det andet - kulminerende med noget af det flotteste, man længe har set på Operaen: Slutscenen, hvor kroningen, sådan som den er afbildet på et samtidigt maleri, langsomt bliver til for øjnene af os, idet de på maleriet tilstedeværende langsomt indtager deres pladser for til sidst at BLIVE til billedet. Det er vildt flot, og det er en vildt flot kulmination på en forestilling, som man bør læne sig tilbage og nyde uden at spekulere for meget over, hvordan og hvorfor.
Og mange sangere er der så også, som antydet, på scenen, og blandt kvinderne kan man nævne Anke Briegel og Rebeca Olvera, et par skønne, udenlandske tilskud til det hjemlige, og lige så udenlandske Nicola Ulivieri, der giver os maskulin italiensk charme og overskud i mængder.
At der her er tale om en absurd lang enakter, betyder, at man fornuftigvis holdt en pause midt i det hele. Det var en behagelighed, især fordi man på premieredagen også trængte til en pause fra den hostekoncert, der gik i gang for fuld styrke, så snart musikken begyndte at spille. Ikke sjovt. Efter pausen syntes der så nogenlunde at være hostet af, og så meget desto mere kunne man nyde Rossinis meningsløse mesterværk. Værd at se og høre? Bestemt og i dén grad. Også selv om man bogstaveligt talt aldrig når i mål.
»Rejsen til Reims«. Komponist: Gioachino Rossini. Dirigent: Thomas Søndergård. Iscenesættelse: Damiano Michieletto V/Meisje Barbara Hummel. Scenografi: Paolo Fantin. Kostumer: Carla Teti. Lys: Alessandro Carletti. Medvirkende: Anke Briegel, Elisabeth Jansson, Rebeca Olvera, Nicola Ulivieri m.fl. Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel.
