Det begynder med død, da to unge elskende, en mand og en kvinde, bliver myrdet. Manden bliver skudt, kvinden bliver voldtaget, bagefter bliver hun dolket ihjel. Og det ender med død, da manden, der myrdede, den dødsdømte Joseph de Rocher, ved en sommernat får en dødbringende indsprøjtning. På den måde bevæger Jake Heggies opera »Dead Man Walking«, ligesom bogen, den bygger på, og den film, der blev skabt over den samme sorte fortælling, fra mørke til mørke, og der er virkelig ikke meget at grine ad undervejs. Faktisk slet ingenting.
Til gengæld var det et stærkt, et bevægende værk, den amerikanske komponist havde premiere på tilbage i 2000, og Orpha Phelans opsætning, der havde premiere på Operaen tirsdag aften, er ligeledes en stærk, en bevægende opsætning. Sort over det hele, men med en skønhed, der ligger i en musik, der er tilgængelig uden at være populistisk, en fortolkning, der med enkle virkemidler får sat billeder på det hele, og gode, gode sangere, der i så høj grad er deres roller, at man føler med dem og lider med dem. Også når de, som Joseph de Rocher, kun fortjener vores had.
Kvinden i midten er nonnen, søster Ellen Prejean, synges af Hanne Fischer, og godt, at hun kan løfte opgaven, og mere end det, for kernen i »Dead Man Walking« er fortællingen om hende og den dødsdømte: Om denne Kristi brud, der af et godt, kristent hjerte besøger den indespærrede, mens hans venter på sin død, og som igen og igen taler til og med ham om, at sandheden er forløsningen, at blot han fortæller sandheden, vil han være frelst. Og om den dødsangste dødsdømte - formidabelt gestaltet af Johan Reuter, med al hans autoritet som sanger og spiller - der langsomt åbner sig mod sin besøgsven, så det ender med noget, der ligner et venskab, ja, kærlighed.
På den måde handler »Dead Man Walking« om synd og skyld, om forsoning og frelse, om retten til at slå dén ihjel, der har slået ihjel. Eller om manglen på ret til at gøre det. Og fordi også de myrdedes familie er deltagere i dramaet, og fordi vi også forstår deres smerte, gives der ingen lette svar. Det er en af selve historiens store styrker.
Scenografien, skabt af Nicky Shaw, er en konstruktion, der først udgør rammen om huset, hvor der myrdes, seneres også nonnernes sted, i lange perioder dødsgangen, til sidst dødsværelset. Det fungerer. Og fordi man aldrig når helt at komme sig over chokket efter den indledende scene, hvor ung idyl forvandles til den sorteste tragedie, ligger selve det tragiske som en understrøm under hele forestillingen, der kun letter lidt i et enkelt øjeblik, hvor nonnens og den dødsdømtes forenes løssluppent i deres fælles kærlighed til Elvis ...
Og hele tiden er der jo så Jake Heggies musik (med Terrence McNallys fine libretto), der balancerer fint mellem det imødekommende, det filmiske, og det kompromisløst seriøse. Det er ikke svær musik, men det er heller ikke musik, der lefler, og hvor kunne det bare let være blevet for meget med al det drama, alle de følelser, men det bliver det så ikke, selv om selve oplevelsen måske vil være for meget for nogen. Man går med blandede følelser fra Operaen efter sådan en aften, kuet af mørket, ud i mørket, men opløftet over, hvad godt musikdrama kan gøre, når alt er så fint justeret, så gennemført godt skruet sammen. Det er et paradoks, men det er sådan et paradoks, som der nogle gange kan komme stor kunst ud af. Som her.
Hvad: Dead Man Walking.
Hvem: Iscenesat af Orpha Phelan, scenografi og kostumer af Nicky Shaw. Det Kgl. Kapel, dir.: Sebastian Lang-Lessing. M. bl.a. Hanne Fischer, Johan Reuter og Susanne Resmark.
Hvor: Operaen.
