Kom til sexet, fjollet og barok opera på Gamle Scene

Det er både meget fortidigt og meget nutidigt.

Bryllup i det grønne. Fra Aniara Amos’ opsætning af »The Fairy Queen« på Det Kongelige Teater. (Foto: Miklos Szabo) Fold sammen
Læs mere

Der er den korte version.

Hvad Henry Purcells »The Fairy Queen« på Det Kongelige Teater nærmere er for en størrelse, er det straks lidt mere kringlet at gøre rede for.

Værket, der havde urpremiere i 1692, var oprindeligt en bearbejdning af William Shakespeares »En skærsommernatsdrøm«, tilsat diverse musikalske optrin, men i tyske Aniara Amos’ aktuelle nyopsætning på Gamle Scene er verdens største dramatikers berømte komedie kun tilbage som et svagt ekko. Hvad man i stedet får, er frit, sexet teater på nutidens præmisser. Komplet med hints til den aktuelle kulturpolitik, da opsætningens eneste talerolle, den drillesyge skovalf Puk i skikkelse af skuespilleren Ole Lemmeke, kommer ind på scenen og beklager de besparelser, der har ramt nationalscenen!

Så fik de kulturfremmede politikere lige dén, og så kan vi ellers gå i gang, og som det hører sig til, når udgangspunktet er »En skærsommernatsdrøm«, er her alfer og engle og fugle og sole og guder og personifikationer af årstiderne.

Det handler om fortryllelse og forelskelse, og det ender, som det skal, med et bryllup, men hvis det er en stringent handlingsgang og et soleklart plot, man leder efter, skal man kigge andre steder hen. På Gamle Scene bydes der i stedet på en række musikalske tableauer - poetiske, erotiske, barokke - det hele bundet sammen af noget tekst, som Cecilie Eken har skrevet til lejligheden. Det er muntert forvirrende, og hvis der er en slags centrum i det hele, er det Sine Bundgaard i adskillige roller. Det er godt. Hende vil man gerne have meget af. Det er også fint at møde og høre en sangerinde som Maria Keohane som alfedronningen, og med Lars Ulrik Mortensen i spidsen for Concerto Copenhagen er den gamle musik i hvert fald i rutinerede hænder.

Er man til kreativ omgang med teatrets virkemidler, er her også noget at komme efter. Aniara Amos, der tillige er ansvarlig for scenografien, lader kostumedesigneren Jorge Jaras bizart barokagtige figurer færdes i et univers, der på billedsiden låner fra den moderne tegneserie og ligner en slags nutid, og det er et frugtbart og legesygt sammenstød. Leget bliver der i det hele taget, som nu de steder, hvor fuldskab og fjollet forelskelse understreges, ved at der bliver både spillet og sunget falsk, så det er en lyst.

Og apropos lyst, så gennemsyrer erotikken som antydet det hele, hvilket er helt i såvel Shakespeares komedies som nutidens ånd. Helheden fremstår med sine mange androgyne indslag som en regnbuehyldest til den menneskelige seksualitet, og til sidst står de der så, den lille brud og den store gom. Sidstnævnte med forventningsfuld stådreng. Det ender lykkeligt.

Vitalt? Ja. Men i al sin vitalitet viser denne »The Fairy Queen« også, at når barokopera dekonstrueres, kan resultatet blive en forestilling, der nok er sjov og sexet, men også så fjollet, at fortryllelsen lidt forsvinder. Hvilket vel i bund og grund er meget nutidigt.

 

Hvad: Henry Purcell: »The Fairy Queen«.Med bl.a. Sine Bundgaard og Maria Keohane. Iscenesættelse og scenografi: Aniara Amos. Concerto Copenhagen, dirigeret af Lars Ulrik Mortensen.

Hvornår: Premiere fredag.