Det sker lige til sidst. I de helt afgørende sekunder af Teater Republiques teaterversion af kultgyseren »Misery«. Bedst som man tror, det hele er vel forvaret og verdensordenen genetableret, kastes et chok i hovedet på os. Et regulært overraskelsangreb, som ved premieren fik et ellers nok så hårdført publikum til at gispe højlydt.
Var der ikke ligefrem et par stykker, der skreg? Det er sket et par gange tidligere under forestillingen. Hvornår har man ligefrem mærket hårene rejse sig på teatret - altså af skræk?
Det gør man på Republique, der indvier sin lille scene Revolver med en effektiv dramatisering af Stephen Kings gyserroman fra 1987 - de fleste husker den vel bedst fra filmatiseringen med Kathy Bates i hovedrollen. Historien om bestsellerforfatteren, der forulykker med sin bil i et øde, snedækket landskab, men bjærges af en eneboer, tidligere sygeplejerske og tilfældigvis forfatterens største fan. Men er hun egentlig rigtig vel forvaret, den humørsvingende kvinde? Selvfølgelig er hun ikke det, og hurtigt udvikler hun sig fra fan til fanatisk, fra excentrisk beundrer til en rivravruskende galning, der holder forfatteren indespærret ved hjælp af både psykologiske tricks og voldelige overgreb.
Let gammeldags
Egentlig er den amerikanske dramatisering af Stephen Kings gyserroman lidt af et skamløst underholdende teaternummer af dem, man ikke ser så mange af længere. Et let gammeldags snakkestykke for to personer, men også en veltilrettelagt thriller med spændigskurve, twists and turns og nogle roller - offer og bøddel - som to skuespillere kan få meget ud af. Er genreteatret egentlig ikke lidt underkendt på danske scener? Og hvis vi nu er enige om, at teatret også er - måske først og fremmest er - et sted, hvor moderne mennesker kan gå hen for ikke blot at mærke andre, men også sig selv, må skræk og gru også have sin plads.
»Hvis vi nu er enige om, at teatret også er - måske først og fremmest er - et sted, hvor moderne mennesker kan gå hen for ikke blot at mærke andre, men også sig selv, må skræk og gru også have sin plads. «
Faktisk er det ret imponerende, hvor meget instruktøren Sargun Oshana får ud af teaterlegen i en moderne aftapning af klassisk grand guignol, bloddryppende og nervepirrende gys-og-gru-teater. Med Annie Wilkes rablende monologer placeret på forscenen, henvendt til os, skønt hun taler til sin fange. Og den klaustrofobiske angst forplanter sig efterhånden effektivt fra den prisgivne forfatter i sygeseng og rullestol i midten, når fangevogteren slæber sig rundt langs væggene eller spøger ude i kulissen, og den endegyldige konfrontation nærmer sig. Tag nu bare den berømte scene, hvor hun smadrer hans ankler med en forhammer og hele bagvæggen farves: Rødt chok!
Uhyggeligt kaster monstret lange skygger i stil med dem, man kender fra tysk stumfilmsekspressionisme ind over scenograf Benjamin la Cours afskallede tapetvægge. Lyd og lys spiller i det hele taget eminent sammen.
Sindssyge påhit
Og det samme gør Lise Baastrup og Mads M. Nielsen som henholdsvis den forstyrrede eneboer og den efterhånden mishandlede celebrityforfatter. Flot balancerende mellem den sorte humor og - blodig - alvor. Hun har vores sympati, men hun har godt nok efterhånden ikke meget at have den i. Rørende i sin indledende forfjamskelse, foruroligende med sine pludselige vredesudbrud og den tunge depression, der pludselig skyller ind over foretagendet, gruopvækkende, når hun med tunge skridt kommer slæbende med sine sindssyge påhit. En flot turneret præstation - fra menneske til bloddryppende monster.
Og han har lige præcis den rette kynisme - kulturmennesket, der må redde sig selv fra underklassen - en fernis, som efterhånden nedbrydes af torturen. Med Henrik Birch i den utaknemmelige opgave som øvrigheden, der banker på.
Hvordan er det, Annie Wilkes siger til sit idol: »Jeg er din største fan«. Sådan har jeg det også med »Misery« på teatret. Skamløst underholdende, popcornteater. Hammerfedt.
»Misery«. Oversættelse: Niels Brunse. iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi: Benjamin la Cour. Republique, Revolver. Til 24. oktober.
