Det er selvtilstrækkeligheden, han er ude efter. Alle dem der er sig selv nok: I Danmark er jeg født, hertil min verden går. Hold kæft, hvor det kører. Ja, det hedder et af numrene i Jacob Morilds nyeste cabaret på det gode skib Liva. Titlen sigter til den generelle tilstand i dagens Danmark, som Morild giver et par flade og fem over nakken. Men hvis det kører skævt i Danmark, så kører det så meget desto mere med stor professionalisme på scenen på det gode cabaretskib Liva, hvor Morild ikke bare viser tænder, men også usvigelig selvsikkerhed. Denne gang har han ikke bare spiddet sin pen med sin skarpe tunge - han har også dyppet den i svovlsyre.
En dansk folkesport
Her lægges ud med individualismens trosbekendelse i messende forsagelse af fællesskabet: Vi tror på friværdien! Så er bunden ligesom lagt. Og så får vi først og fremmest får vi et par doser god, gedigen brok, som vor mor lavede den. En dansk folkesport, som Morild nagler præcist og uhæmmet i et par edderspændte, skægge sange og monologer. Hvad enten det sker på posthuset eller som vellysten verbalonani på Folketingets talerstol. Her er indvandrere jo overhovedet ikke integreret, før de kan brokke sig gebrokkent.
Hensynsløst onemanshow
Jo, Jacob Morild svinger sig fra genre til genre. Skifter behændigt mellem ofrene - indvandrere og pykisk syge. Og så selvfølgelig bødlerne: Snart er han endnu en af de indskrænkede skiderikker, der for længst har sluppet enhver social samvittighed i egoismens tidsalder. Hvad enten der er tale om ligusterfascisten, der i den grad er ude med riven - selv om han er ekviperet med et hakkejern - og vil beskære overførselsindkomsterne som var de vissent ved i en herlig Carl-Erik Sørensen vise i klassisk betræk - her rimer tjørnehæk på børnecheck. Så kender De genren. Eller om han tuttenutter som skabsnazisten i »uskyldig« balletattitude (»Hvem ka'? Svastika!«) eller krukker som dansktopsangeren, der hylder den småborgerlige drøm om den store bingo-gevinst.
Sjovt er det. Ikke mindst i en revyinspireret, grovhakket sketch som kursuslederen, der skal indgyde os alle sammen benhård individualisme. Incitament er kodeordet. Følg en gammel dame halvvejs over gaden. Så skal hun nok selv finde ud af at komme videre i tilværelsen!
Hårdtarbejdende Morilds hensynsløse onemanshow (undskyld til den venligt-diskrete pianist Nicolai Majland) er en frådende, fræsende opvisning i ramsaltet satire. Han vil noget med det, han skriver eller plukker fra andre. Og han leverer varen i halvanden times svedende og rablende tour de force - med den forbilledligt skarptegnede autoritet, det giver, når pjattet og pjanket har andet og mere i sig. Nitterne er få, fyldet til at overse. Morild kan det der med at sætte en cabaret sammen. Den sidste del af hans trilogi om gennemsnitsdanskerens udsigt fra toppen af smørpuklen er bestemt ikke den dårligste.
