Kærligheden, der tilgiver alt

Ida Praetorius og Andreas Kaas som Giselle og Albrecht, der leger elsker-elsker-ikke med en blomst i første akt af »Giselle«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Costin Roda
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Giselle« var den første ballet, Nikolaj Hübbe instruerede, efter han i 2008 blev balletmester. En opsætning, hvor titelrollen var dedikeret til Silja Schandorff i hendes sidste sæson som solodanser.

Nu har Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe sammen lavet en helt ny iscenesættelse af den store romantiske ballet, hvor også Desmond Heeleys scenografi og kostumer fra 1970erne er erstattet af ny scenografi af Maja Ziska og nye kostumer af Mia Stensgaard.

Og denne gang bliver vi bragt tættere på Giselles sind end tidligere gennem bl.a. scenografien, der er inspireret af den romantiske maler Caspar David Friedrich og den nulevende amerikanske fotograf Sally Mann. For meget symbolsk afspejler bagtæppets landskaber og de store draperier, der kan falde ned og lukke scenerummet, udviklingen i sindstilstanden hos den skrøbelige og hjertesyge unge bondepige.

På premiereholdet var det frydefuldt at opleve de 23-årige stjernedansere Ida Praetorius og Andreas Kaas debutere i hovedrollerne som henholdsvis Giselle og kæresten Albrecht, der allerede er forlovet med fyrstedatteren Bathilde og spiller dobbeltspil.

De to unge dansere, der har udviklet sig med rivende hast de seneste år, er ligesom i »Romeo og Julie« et perfekt match, og både teknisk og dramatisk forløser de meget imponerende de krævende partier.

Hun sprudler af livsglæde i starten og sender et gys gennem salen, da hun i den eminent udførte vanvidsscene falder om efter at have opdaget Albrechts dobbeltspil. Og han viser med stor ægthed både Albrechts forelskelse og forlegenhed.

Utroligt smukt er Albrechts møde med den døde Giselle ved hendes grav i anden akt blandt skovens wilier anført af den strenge wilie-dronning, Myrtha, i skikkelse af en kølig og sikker Kizzy Matiakis. Men selv om det nok er tilsigtet at skabe et klaustrofobisk rum mellem liv og død, bliver de 18 wiliers dans lidt klemt mellem de to bombastiske gravkapeller i scenens sider.

Til gengæld er det magisk, når lyset i kapellerne slukkes, og Giselle og Albrecht danser alene, inden landskabet til slut åbner sig, og Giselles kærlighed og tilgivelse gør Albrecht i stand til at møde livet på ny.

Mia Stengaards lette, tynde kostumer til både Giselle og wilierne er meget fine, ligesom danserne Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky er klædt let og enkelt, når de brillant danser første akts bonde-pas de deux. Men der er lidt for meget candyfloss over bondepigernes lyserøde festkjoler til vinhøsten, mens det adelige jagtselskab entrerer i flotte grønne nuancer i de tidsløse kostumer.

Sebastian Haynes giver stærk karakter til den jaloux skovfoged Hilarion, der afslører Albrechts dobbeltspil, men i denne opsætning er der ingen forsøg på at placere skylden for Giselles død, ligesom det ikke er helt tydeligt, at Hilarion går til grunde i sin dans for de hævngerrige wilier.

Opsætningen har dog gennemgående en klar idé, og dansens høje niveau hos både solodansere, solister og korps henter de fem stjerner hjem.

Hvad: Giselle.
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Jean Coralli og Jules Perrot. Musik: A. Adam. Scenograf: Maja Ziska. Kostumer: Mia Stensgaard. Den Kgl. Ballet. Det Kgl. Kapel, dirigent: Graham Bond.

Hvor:  Det Kgl. Teater

Hvornår: Til 19. november 2016