Andreas Kaas

Andreas Kaas er et sjældent talent. Bag det smukke og generte ydre gemmer sig en kunstnerisk forståelse og en intuitiv føling med de roller, som han formidler på scenen. Han har gennemgået en stor udvikling over de seneste par år, og talentet står krystal klart. Jeg glæder mig til at følge udviklingen fremover, der vil uden tvivl komme mange store oplevelser med Andreas på scenen i ind- og udland i fremtiden.«

Sådan motiverer Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen tildelingen af Dronning Ingrids Hæderslegat til den 23-årige Andreas Kaas, der er solist i Den Kgl. Ballet.

Han er uddannet på Det Kgl. Teaters Balletskole, hvor han kom ind som otteårig, og han blev aspirant i 2009 og korpsdanser i 2012. Efter blot få måneders ansættelse i kompagniet sendte balletmester Nikolaj Hübbe ham sammen med Ida Praetorius afsted til den prestigefyldte Erik Bruhn-konkurrence i Canada, hvor de to jævnaldrende dansere, der er vokset op sammen på balletskolen, begge vandt priser som henholdvis bedste mandlige og kvindelige danser.

»Det var nok til den konkurrence, at jeg fandt ud af, at jeg kan sgu godt. Det var lidt et confidence boost,« siger Andreas Kaas.

Det helt store dramatiske gennembrud kom i 2014, da han med stor indlevelse dansede Armand Duval i John Neumeiers »Kameliadamen«.

»Det var min første kæmpe rolle, så den vil jeg altid huske som en meget stor oplevelse. Men jeg synes allerede, der har været mange store oplevelser i min karriere, fordi jeg har været så heldig at få så mange gode roller.«

Efter sin meget flotte debut i partiet som Romeo i Neumeiers »Romeo og Julie« blev Andreas Kaas i april i år udnævnt til solist.

»Det var virkelig en drømmerolle at danse Romeo, og det har også været fantastisk at danse prinsen i »Svanesøen«. Og nu bliver det vildt spændende at danse Albrecht i »Giselle«, for det er en rolle, der har sådan et godt miks af det tekniske og dramatiske. Både Albrecht og Giselle gennemlever jo så mange ting på meget kort tid,« siger Andreas Kaas, der sammen med Ida Praetorius danser på premiereholdet den 29. oktober.

»Jeg synes også, det er vildt fedt at danse moderne ting som for eksempel Alessandro Sousa Pereiras værker. Jeg kan godt lide mange forskellige slags udfordringer, og jeg vil jo gerne det hele.«

Sinne Eeg

Sinne Eeg er ikke uvant med anerkendelse. Da hun for et par år siden modtog Ben Webster Prisen, var det første gang siden prisens opstart i 1977, at den blev tildelt en vokalsolist. På samme vis er det første gang, Dronning Ingrids Hæderslegat bliver givet til en ikke-klassisk musikkunstner. Kort sagt – Sinne Eeg kan noget med at bryde grænser. Hun har da også gennem den seneste årrække været vidt omkring og begejstret publikum på så fjerne destinationer som Japan og Californien.

Sinne Eeg, som netop er hjemvendt fra en 12-dages turné i Kina, og som ved onsdag aftens danseforestilling vil bidrage med et enkelt sangnummer, føler sig beæret og har klart sagt tænkt over det betragtelige beløb.

»Der er en ting, som jeg længe har drømt om, og det er at have et lille og velklingende flygel til at skrive musik på. Jeg har et fint el-klaver, men man bliver altså mere inspireret, når man har et instrument, som med sin klang giver noget tilbage. Og det skulle der vel blive råd til.«

Det er nærliggende at spørge den 39-årige vokalist og sangskriver,  som er født og opvokset i Lemvig i Vestjylland, hvorfor hun ikke har valgt at gøre karriere inden for rock og pop.

»Det har noget med min opvækst at gøre. Der var altid jazz i mit hjem, og det var der også på musikskolen og gymnasiet i Lemvig. Jeg har læst noder, lige siden jeg begyndte at læse bogstaver, og i gymnasiet spillede jeg altsaxofon i tre-fire forskellige big bands,« fortæller Sinne Eeg.

»Det handler også om, hvordan man er skruet sammen. Den improvisation, der findes i jazz, findes jo ikke i samme grad i andre genrer. Det betyder, at når man begynder på et nummer, er det ikke pine død nødvendigt, at det lyder som på pladen eller som det lød i går. Det må det godt, men der skal være frihed til noget andet.«

Sinne Eeg blev i september gift med redaktionschef Warny Mandrup, og parret er netop ved at flytte fra Vesterbro til Amager. De lytter til al slags musik, også gerne tidens pop, om end Sinne Eeg ikke slipper de gamle jazzkoryfæer, slet ikke Sarah Vaughan.

Og sandelig om ikke Sinne Eeg i næste måned skal til New Jersey i USA, hvor hun er  en af de fem finalister i dette års Sarah Vaughan International Jazz Vocal Competition!

Kort sagt – 2016 er et mildt sagt bemærkelsesværdigt år for Sinne Eeg.