Bournonville vakt flot til live

Bournonville-balletten "Ponte Molle" på Kungliga Balletten i Stockholm. Ponte Molle; Distinktion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Markus Gårder

Med god humor har Operaen i Stockholm valgt at lade en grand danois-hund pryde plakaten til det nye balletprogram »Distinktion«, hvor »le grand danois« hentyder til den store danske koreograf, August Bournonville, der er præsenteret på programmet med en unik rekonstruktion af hans vaudeville-ballet »Ponte Molle« fra 1866.

Herhjemme gik »Ponte Molle« med undertitlen »Et kunstnergilde i Rom« sidste gang på Det Kgl. Teater i 1911. På opfordring fra den svenske balletchef, Johannes Öhman, har de danske Bournonville-specialister Dinna Bjørn og Frank Andersen med udgangspunkt i Bournonvilles egne noter meget imponerende genskabt værket til Kungliga Baletten med frihed, men tro mod traditionen.

Danske Marie í Dali har med enkelhed i scenografi og kostumer skabt smukke guldalderinspirerede scenebilleder, godt hjulpet af Erik Berglunds lysdesign. Og det er en sjov idé, at balletten starter med sort/hvide filmklip, der ligner en gammel stumfilm og lægger godt op til den meget mimiske første del.

Her er vi i en lejlighed ved Rom, hvor enkefruen Fulvia bor med sine to døtre og lejer et atelier ud til unge malere. Den talentfulde danske Alfred skal rejse hjem og giftes med sin forlovede, mens hans to venner, der ingen penge har, gerne vil giftes med husets døtre. Alt ordner sig, og i ballettens anden del er der fest på kroen La Storta ved broen Ponte Molle (i dag kendt som Roms kærlighedsbro, Ponte Milvio). Og i denne del er der masser af sprudlende dans og livsglæde i det varierede divertissement, inklusive fine soloer og meget flotte spring til herrerne. Et militærorkester på 11 mand dukker op på scenen til festen, og forestillingen igennem vrimler det med velinstruerede karakterer.

»Ponte Molle« føjer sig til rækken af Bournonvilles italienske balletter som »Festen i Albabo«, »Napoli« og »Blomsterfesten i Genzano«. Selv om »Ponte Molle« hverken i fortælling eller musikken af V.C. Holm og A.F. Lincke har format som mesterværket »Napoli«, er rekonstruktionen en yderst charmerende historisk ballet, som det ville være oplagt at præsentere herhjemme f.eks. under en kommende Bournonville-festival.

Hvad: Bournonvilles »Ponte Molle« på programmet »Distinktion«.
Hvem: Kungliga Baletten, Kungliga Hovkapellet, dirigent Henrik Vagn Christensen.
Hvor: Operaen Stockholm, sidste dag 12. november.