Kæmp for ALT, hvad du har kært

Verdens bedste børnebog handler om, hvordan drengen Tvebak bliver til en Løvehjerte. Nu bliver Astrid Lindgrens bog om »Brødrene Løvehjerte« til en opera i det helt store udtræk på Operaens store scene og operadebut for filmkomponisten Joachim Holbek og teaterinstruktøren Katrine Wiedemann.

Foto: Søren Bidstrup. »Jeg har i årevis ønsket at instruere opera, som er så dejlig langt væk fra det naturalistiske, så det er virkelig på tide,« siger teaterinstruktøren Katrine Wiedemann om sin operadebut med »Brødrene Løvehjerte«, som også er filmkomponisten Joachim Holbeks operadebut.
Læs mere
Fold sammen

»Man tror, man ved noget. Men det gør man ikke. Man ved ikke noget, der er vigtigt. Alting kan ske, og man kan ikke regne det ud.«

Citatet er fra Astrid Lindgrens børnebog »Brødrene Løvehjerte«. Et andet sted hedder det: »Hvorfor skal livet være så slemt, at man dør, inden man er blevet ti år?« Et tredje sted: »Man bliver nødt til at gøre nogle ting, som er farlige. Ellers er man en sølle kryster« – eller »en lille lort«, som det hedder i den nyeste danske oversættelse af historien om brødrene Tvebak og Jonatan, om livet og døden og om at turde tage springet og kæmpe for, hvad man har kært.

Det gjorde Jonatan, da han tog sin lillebror på ryggen og sprang ud af deres brændende hus. Nu ligger den døende Tvebak alene tilbage i sin slagbænk og fantaserer sig til et gensyn i landet Nangijala. For Det Kgl. Teaters operachef Kasper Bech Holten er historien om den bange Tvebak, der bliver en Løvehjerte, verdens bedste børnebog. Og han har bestilt en opera om »Brødrene Løvehjerte«, som får premiere 29. marts på Operaens Store Scene.

Det er ikke en børneopera, som stuves sammen på operaens intimscene. Det er heller ikke en »familieforestilling«, hvis man forbinder det med at gå ned i knæ og fortælle i børnehøjde. Det er succesfilmkomponisten Joachim Holbeks debut som operakomponist, og han har skrevet i det helt store format for orkester, kor, solister og japanske stortrommer, som placeres mellem publikum.

Det er også succesinstruktøren Katrine Wiedemanns debut som operainstruktør, som hun har drømt om at blive i årevis. »Hvis operachefen havde nævnt ordet »familieforestilling«, da han ringede og spurgte, om jeg ville instruere den opera, så havde jeg nok ikke ligefrem knaldet røret på, men det havde gjort mig mindre glad,« siger instruktøren Katrine Wiedemann.

»Jeg differentierer ikke publikum. For mig er godt teater for alle, og man holder ikke op med at være bange, bare fordi man som brødrene Løvehjerte er blevet henholdsvis 10 og 14 år. Man bliver ved med at skulle vise mod og blive stærkere hele livet. For mig er det en ekstra appelsin i turbanen, at min første operaiscenesættelse bliver netop den heftige historie, som er min barndoms guldhorn. Det er simpelthen en drømmeopgave.«

Det var det ikke lige til start for Joachim Holbek.

»Jeg havde noget helt andet i tankerne som min første opera. Et eller andet smertefuldt. Noget med Jeanne d’Arc på bålet. Sådan en rigtig klassisk og komprimeret operahistorie, hvor komponisten kan brede sig ud. Jeg vidste heller ikke, om jeg kunne skrive en opera for børn. Men det var også lige meget, svarede operachefen, og så gik jeg i gang.«

»Brødrene Løvehjerte« er ingen enkel historie. Men Joachim Holbek opdagede ved genlæsningen, at det er en rigtig god operahistorie. Der er over 30 scener i romanen, som går helt tilbage til lejrbålenes og eventyrenes tid i en Kirsebærdal, som hedder Nangijala, en paradisisk Æbledal, som hedder Nangilima, og et fascistisk helvede midt imellem med en drage, som ikke bare er en drage, men hundragen Katla fra urtiden.

»Der sker rigtig meget, og det gør, at man må tænke anderledes. Historien og forståelsen må komme før musikken, så publikum er med. Det har været min indfaldsvinkel, der har givet mig frie hænder som komponist,« siger Joachim Holbek.

Prøverne er ikke begyndt endnu. Så man kan ikke smughøre resultatet, og Joachim Holbek duer ikke til selv at sætte ord på den. Ikke ud over: At det er en gennemkomponeret opera uden et eneste gentagelsestegn, men med ledemotiver. At der ikke er deciderede arier, men et par sange, og at musikken i lange stræk lægger sig op ad det talte sprogs tone og melodi. Og så holder Joachim Holbek af Ravel og Debussys skæve toner og af dramaerne hos Puccini og Wagner. Han vil også helst kalde sin opera for musikteater.

»Jeg vil gerne have, at man glemmer, at der bliver sunget,« siger han.

De fleste har hørt hans musik. Måske uden at vide det. For han kan skrive så tyst, at man næsten ikke hører musikken, men kan føle, at den kommer krybende ned ad gangene og silende ned ad væggene.

Det er Holbeks musik, man hører i Ole Bornedals og Lars von Triers film. Det er over 20 år siden, at Lars von Trier fik øje på den dengang lidt sky jazztrommeslager og bad ham skrive stor symfonisk musik til sin TV-opsætning af »Medea«.

Joachim Holbek anede ikke, hvordan man gjorde. Men Triers tiltro fik ham i gang. Nu er det operachefens ditto, der ligger bag to års arbejde med »Brødrene Løvehjerte«. For drengen Tvebak er fantasien hans redningsplanke, for Joachim Holbek var det musikken i en kaotisk barndom efter forældrenes skilsmisse, hvor han kom på et norsk børnehjem, da moderen giftede sig med forfatteren Aksel Sandemose.

»Jeg kan godt leve mig ind i Tvebak,« siger Joachim Holbek.

Forfatteren og dramatikeren Peter Asmussen har skrevet librettoen over Astrid Lindgrens roman, som hun blev inspireret til, da hun en dag så to brødre omfavne hinanden, og en anden dag så en gravsten over to brødre, og en tredje dag kørte igennem en dal med blomstrende kirsebærtræer. Kritikere har klandret hende for ligefrem at opfordre børn til at springe ind i Nangijala og døden. Men intet lå den store, svenske forfatter mere fjernt. Hun troede hverken på et Nangijala eller himlen eller nogen ting, men hun troede på børns behov for trøst og ville give dem en historie at varme sig på, mens de venter på den uafvendelige afslutning. For, som Astrid Lindgren sagde engang til Svensk Litteraturtidsskrift:

»I virkeligheden er det også sådan i bogen, at Tvebak ikke dør i sin slagbænk på sidste side. Det, der sker i Nangijala er det, han tyr til, for overhovedet at kunne holde ud at leve, efter at hans storebror Jonatan er død. Da Tvebak endelig tager springet (ud af vinduet, red.) til sidst, så gør han det også i fantasien. Ja, sådan forholder det sig. Det voksne menneske i mig ved, at det er sådan, men barnet i mig vil ikke acceptere det. Så derfor siger jeg til dig: Du understår dig i at sige noget om det her til noget barn, for ellers slår jeg dig.«

Det er en heftig historie, når man selv har små børn som Katrine Wiedemann. Lige til at tude over:

»Men operaen skal ikke blive moderligt flæberi,« siger hun. »Det er også en drengehistorie, og vi skal tilgodese, at drenge og mænd kan lide vold. Jeg elsker det også selv. Man skal være stærk. Det duer ikke at være ynkelig, og jeg vil ikke være en lille lort.«