Holberg uden idé

Ungdommelig spilleglæde er ikke nok til at trække Holbergs »Den vægelsindede« i land, når Statens Teaterskole spiller eftermiddagskomedie på Grønnegårds Teatret.

Johanne Louise Schmidt, der spiller med en egen fræsende energi, og Caspar Juel Berg i »Den vægelsindede«. Foto: Karsten Weirup/Grønnegårds Teatret Fold sammen
Læs mere

Skulle det dog ikke være muligt at fravriste gamle Holberg lidt mere mening, end det sker, når Statens Teaterskole spiller »Den vægelsindede« som offentlig eftermiddagsforestilling i Kunstindustrimuseets Have under Grønnegårds Teatrets beskyttende vinger?

Thomas Bendixens iscenesættelse forlader sig på en iboende mekanik, der ikke er nok til at bringe os frelst i land. Men de dage er for længst forbi, hvor man kan sætte ham på scenen med en tro på, at han nok skal spille sig selv på et velsmurt intrigemaskineri. Det gælder da i hvert fald slet ikke med et stykke som »Den Vægelsindede« med dets mange huller og tvivlsomme psykologi. Komedien står og falder med udlægningen af Lucretias følelsesmæssige ubestandighed, men her får vi reelt ingen forklaring på hendes ejendommelige op- og nedtur i humørrutsjebanen. Hvorfor flirter og fniser hun som indtagende livstykke det ene øjeblik for at synke ned i vranten dydsirethed eller endeløs fortvivlelse det næste?

Er hun for eksempel offer for omverdenens mændenes forsøg på at holde hende fast i deres eget billede? De mænd, der heller ikke dengang forstod sig på kvinders natur.

I Statens Teaterskoles sommerspøg, givet som familieforestilling, får vi ikke rigtig noget svar på det spørgsmål, hvor åbenlyst og frodigt et talent den sprællevende Johanne Louise Schmidt, som spiller partiet på en egen fræsende energi, end synes at være. Komedien gives i det hele taget med fuld fart frem. Hurtigt, eksalteret og larmende uden megen subtilitet i præstationerne, kun afbrudt af en håndfuld sjove slagere fra dansktoppens og giro 413s bundløse sangskat. Men er denne ledeløse forestilling ikke for fjollet for de voksne og for uforståelig for de små, når Holbergs ikke altid lige mundrette replikker trods alt fastholdes, som de gør? Har begge parter ikke krav på mere?

Nynne Louise Moe har i hvert fald skabt nogle herlige kostumer i fuldt farveladeflor. Formfuldendte i deres egne formløshed. Den balance lykkes desværre ikke for forestillingen som helhed, hvis ungdommelige spilleglæde ikke er nok til at hive Holberg hjem.