Uden en egentlig overskrift har koreografen Kasper Ravnhøj gennem de sidste tre år skabt en trilogi med fokus på liv, død, eksistens, spiritualitet og religiøsitet til sit kompagni, Mute Comp. Physical Theatre.
Første del, »The Conspiracy of Spring«, om ungdommens forhold til liv, tid og udødelighed, havde premiere i Dansehallerne. Anden del, »Plum Wine, Highway, Lemon«, med undertitlen »En rejse til efterlivet«, fandt meget passende sted i Dansekapellet ved Bispebjerg Kirkegård. Med sidste del, »Most truths are so naked«, om fanatiske fællesskaber, er Mute Comp. nu tilbage i Dansehallerne.Her sidder publikum oppe på scenen hele vejen rundt om danserne som en slags vidner eller menighed og følger, hvordan Kasper Ravnhøj i rollen som kultleder under en stor cirkelformet lysring manipulerer med de andre dansere og et par statister.
Den belgiske danser Loraine Dambermont repræsenterer en traumatiseret pige, der er født og opvokset i kulten, har oplevet overgreb og været styret af en dødsdrift, siden hun var barn. Finske Noora Hannula er pigen, der er drevet ind i det fanatiske fællesskab af kedsomhed og taler om selvmordsforsøg.For der bliver talt meget i denne dystre danseforestilling, men alt for meget tale er uforståelig eller bliver overdøvet af musikken.
Til gengæld er musikeren, sangeren og performeren Iza Mortag Freund en vigtig medspiller på scenen og i sig selv en interessant kunstner. Ved at hyperventilere i mikrofonen skaber hun seksuelle og angstfulde lyde. Fra den elektroniske theremin sender hun æteriske klange ud i rummet, og meget smuk er hendes sangstemme, der også bliver brugt til desperate hyl og skrig.
Ligesom den kropsekvilibristiske Ravnhøj er Dambermont og Hannula også dygtige dansere, der yderst fleksibelt lader deres kroppe manipulere, når de bliver væltet, drejet eller vredet rundt. Et højdepunkt er en trio med de tre dansere i vedvarende tæt kontakt, akkompagneret af sangen om »the blindness of passing time«.
Men koreografisk bliver forestillingen for ensformig og anstrengt med de mange kast, rul, løb og spasmelignende bevægelser, og den bliver aldrig rigtig troværdig og heller ikke mere overbevisende af, at vi også skal se tykt teaterblod på scenen, efterhånden som accepten af fysisk vold tiltager. Ærgerligt, for temaet om kult og fanatisk fællesskab er selvfølgelig evigt aktuelt.
Hvad: »Most truths are so naked«.
Hvem: Koncept og koreografi: Kasper Ravnhøj. Musik: Iza Mortag Freund og Samuel Kilcoyne. Scenografi: Johan Kølkjær. Lys: Michael Breiner og Adalsteinn Stefansson.
Hvor: Dansehallerne, sidste dag 28. marts.
