Webmaster går efter Frevert-sag

Det er ikke Louise Frevert, men hendes webmaster Ebbe Talleruphuus, der har forfattet de opsigtsvækkende udfald mod muslimer på hendes hjemmeside. Webmasteren har allerede meldt sig ud af partiet, han »ville bare hjælpe Louise«, siger han.

Det var en webmaster og ikke Dansk Folkepartis overborgmesterkandidat i København, Louise Frevert, der forfattede det omstridte - og nu fjernede - indvandrerfjendtlige indlæg på hendes hjemmeside.

Louise Frevert forsvarede ellers indledningsvist sin ytringsfrihed og synspunkterne i læserbrevet, der var offentliggjort på hendes hjemmeside under overskriften »Artikler, ingen tør trykke«. Fredag beklagede hun, under pres fra sit parti, udtalelserne og trak dem tilbage, så jurister kunne gennemgå artiklerne.

I går morges udsendte Dansk Folkeparti så en pressemeddelelse, hvor partiet understreger, at Louise Frevert hverken har forfattet eller kendt til de provokerende udsagn.

Handlede instinktivt
Frevert forklarer selv forvirringen om artiklernes ophav med, at hun blev »så konfus«, da hun blev konfronteret med hjemmesidens indhold:

»Jeg ved jo, at jeg som folketingspolitiker må stå ved mine synspunkter. Det gjorde jeg så,« siger Louise Frevert til Ritzau. Hun forklarer, at hun, da hun blev ringet op af en journalist fra Politiken, sad i et tog i London og ikke havde mulighed for at undersøge sin egen hjemmeside nærmere:

»Jeg handler instinktivt. Nogle ville måske have sagt: »Det kender jeg ikke noget til.« Det synes jeg bare ikke, at jeg kunne gøre, når det var mit navn, der stod på hjemmesiden,« siger hun.

Lagde egne læserbreve ud
Webmasteren, Ebbe Talleruphuus, er pensionist og har kun været medlem af Dansk Folkeparti et års tid. Han har kendt Louise Frevert privat i over 20 år og forklarer til Berlingske Tidende, at hun var bekendt med hans læserbreve. Men over for ham havde hun afvist at kunne offentliggøre flere af dem, fordi tonen var for barsk.

Webmasteren lagde imidlertid, ved en fejl, »en hel blok« af artikler og læserbreve ud på Freverts hjemmeside - inklusive dem, som hun havde afvist at sætte sit navn på og aldrig havde forsøgt at få offentliggjort.

»Så jeg kan ikke sige, at hun går ind for indholdet, for det er jo mig, der har skrevet det. Jeg troede, at det var noget, hun og Dansk Folkeparti kunne bruge,« siger han.

Gentagelse tolereres ikke
Ifølge partisekretær Poul Lindholm Nielsen var ledelsen i Dansk Folkeparti med det samme klar over, at Louise Frevert ikke stod bag artiklen, hvori islam sidestilles med kræftceller og et forslag om at sende kriminelle muslimer til Rusland lanceres. Det var ikke hendes »sprogbrug«, siger partisekretæren. Partiledelsen understreger dog, at hjemmesiden er hendes ansvar:

»Jeg har i den forbindelse indskærpet hende, at en gentagelse af den sjuskede forsømmelighed, hun har gjort sig skyldig i, ikke vil blive accepteret,« siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.

Partiledelsen tog i går initiativ til at ekskludere Ebbe Talleruphuus. Det bliver dog ikke nødvendigt. Han meldte sig allerede fredag ud af sin lokale partiforening i Hørsholm. Og det har han det »meget neutralt med«:

»Jeg er ikke interesseret i politik. Jeg meldte mig ind, fordi jeg ville hjælpe Louise, og så var det lidt upraktisk ikke at være medlem,« siger Ebbe Talleruphuus.