»Vi var en konvoj på 36 skibe, og de 16 blev sænket«

Erik Kragelund, 90 år, levede som krigssejler og kæmpede med at få bragt forsyninger rundt til de allieredes tropper i hele verden under krigen.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan blev du inddraget i krigen?

»Jeg var ombord på et fragtskib, der lå i Brasilien, da vi fandt ud af, at Danmark var blevet besat. Brasilien var ret tyskervenligt den gang, så vi holdt skibsråd og alle ville gerne sejle til en allieret havn. Men kaptajnen nægtede det. Han havde fået ordre fra rederiet om at blive i en neutral havn, hvis Danmark skulle blive involveret i krigen. Vi havde stadig et halvt år tilbage af vores kontrakt, så skipperen ville ikke afmønstre os, og vi fik kun udbetalt en fjerdedel af vores hyre.

Dengang var det meget strafbart at rømme et skib, men vi havde fået af vide, at de danske skibe sejlede fra England i allieret tjeneste, så vi rømmede skibet, og jeg kom til England via tre norske fragtskibe. I England søgte jeg om at blive soldat, men jeg fik af vide, at jeg gjorde mere gavn ombord på skibene, så det fortsatte jeg med.«

Erik Kragelund Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvornår var du mest bange?

»De ture, vi havde til Rusland, var ganske forfærdelige. Så om morgenen inden vi tog af sted, tog skipperen op for at få af vide, hvor vi skulle hen, og først når skibet havde lagt fra kaj, fik besætningen det så af vide. Men den ene gang havde de sendt varmt polartøj ombord på skibet om morgenen, så vi vidste jo godt, hvor vi skulle hen, og der var mange, der rømmede skibet. Men vi tog alligevel af sted i en konvoj mod Murmansk. Det var en forfærdelig tur, vi skulle jo sejle hele vejen langs den norske kyst, hvor tyskerne havde rigtig mange undervandsbåde. Vi var en konvoj på 36 skibe, og de 16 blev sænket, inden vi nåede frem, for undervejs på turen blev vi både angrebet af tyske undervandsbåde, flyvemaskiner og krydsere. Vi kunne ikke rigtig gøre noget andet end at fortsætte, selv om folkene fra de sænkede skibe lå omkring os i vandet og skreg om hjælp.«

»Vi lå i Murmansk hen over julen og nytåret, og der var mørkt døgnet rundt. Og vi var under angreb hele tiden, byen blev bombarderet hver dag. Da kunne man virkelig mærke at vi var i krig. En dag blev jeg ramt af en granatsplint fra en bombemaskine. Hver gang jeg åndede ind, kunne jeg mærke, hvordan det sugede nede i skulderen, hvor jeg var blevet ramt, og når jeg så åndede ud, stod der en blodstråle ud. Jeg husker faktisk ikke mere, før jeg kom på hospitalet, hvor de lappede mig sammen. De ville gerne have beholdt mig, så de kunne dræne såret, men jeg sagde til min skipper, at hvis jeg skulle blive der, så ville jeg skyde mig selv, så de tog mig med tilbage til Island.

Og så vendte krigen jo faktisk i 1943. Vi så færre og færre dø omkring os, de allierede begyndte at vinde nogle slag, og vi begyndte at tro på, at vi en dag ville komme hjem igen, det ændrede meget at folk begyndte at tro på det, og det kunne man mærke. For første gang i mange år begyndte vi at tro, at vi ville se Danmark igen.«

»Jeg fortryder ikke noget, for det kommer der ikke noget godt ud af, og selvom det var hårdt for psyken, så synes jeg, at det har været det værd, for i dag lever vi jo i et frit land. Jeg så det jo bare som min pligt at hjælpe.«

Fortalt til Cecilie Tørper Winström.

Erik Kragelund er siden interviewet afgået ved døden.