Udvisningsdomme virker ikke

Flere udvisningsdomme afskrækker, mener integrationsministeren. Nej, siger socialrådgivere. Kriminelle unge tænker ikke, før de handler.

Integrationsministerens forsøg på at skræmme unge indvandrere med udvisning, virker ikke. Sådan er beskeden fra dem, som til dagligt arbejder med unge med indvandrerbaggrund.

Det var ellers meningen med regeringens stramning af udlændingeloven sidste år. Den udvidede muligheden for at sanktionere med udvisning, og succeskriteriet var, at det skulle virke præventivt på de unge, sagde integrationsminister Rikke Hvilshøj den gang.

Men i såvel København som Århus og Aalborg er meldingen fra socialrådgiverne, at de unge ikke tænker, før de handler. Derfor forebygger stramningen ikke kriminalitet, mener de.

- De har ikke i baghovedet, at der er folk, der bliver udvist af landet, fordi de har begået kriminalitet. Af dem, jeg har med at gøre, er det under én procent, der tænker over sanktionen, vurderer Thomas Andersen fra Det Sociale Jægerkorps i Aalborg.

/ritzau/