»Tilbage? Ikke for en million«

Kurdiske og irakiske afviste asylansøgere på Røde Kors-centret Avnstrup er enige. Hverken uddannelsestilbud i Danmark eller i Nord- irak kan få dem til at overveje at forlade Danmark og rejse hjem. Selv et enkelt værelse på asylcentret er bedre.

Sherin bor i to værelser på Avnstrupcentret med sine fire børn, fra venstre Alin på 14 år, Helbixi på 12 år, Helin på 10 år og Allan på 8 år.<br>Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hadi bor på asylcentret Avnstrup mellem Roskilde og Ringsted. Udenfor er skoven grøn, men inde i Hadis 30-årige hoved er der sort. Sammen med mange andre afviste irakiske asylansøgere tilbringer han hverdagen med at spise og sove og have det skidt. Han hører og ser TV om bomberne der eksploderer i de kurdiske byer:

»Danskerne siger det er blevet bedre dernede. Jeg siger nej.«

Og skønt hans skolekundskaber er dårlige, lokker udsigten til en eventuel uddannelse på Danmarks regning, her eller i et center i Kurdistan ikke:

»Selv om Danmark kom med en million dollar til mig, ville jeg ikke tage tilbage. Hvis jeg fik lov til at blive, ville jeg finde et arbejde og gifte mig - og jeg er villig til at arbejde med alt.«

Hadi er på nabobesøg hos Sherin, der råder over to værelser, som efter forholdene er pænt møbleret med loppemarkedsting. Sherin, der snart fylder 31, er mor til tre døtre og en knægt, der ligger på gulvet og spiller Playstation på fjernsynsskærmen. Hendes mand Mousa er i København for at købe ind. Sammen med mange andre af mændene på gangen.

Sherins familie er ligesom Hadi fra byen Zako i Nordirak. Sherin har været i Danmark i otte år.

»Hvad skulle vi tage til Kurdistan efter? Vi har ingen familie der. Den er sig i Canada og i USA. Vi ejer intet og har intet at komme tilbage til.«

Sherin viser et foto af tre af børnene foran det, hun beskriver som et »rækkehus« med et enkelt værelse og et køkken under en plastikpresenning. Det var, hvad de rejste fra. Og nu er der så bomberne.

»Der er lige død 71 mennesker. De danske myndigheder forstår os ikke, og vi er ikke en ensartet gruppe. Vi har alle vores årsager til at være her,« siger hun, der sammen med familien tilbragte 23 dage i forskellige lukkede lastbiler for at nå Danmark:

»Vi havde en drøm om et bedre liv, men det blev ikke til noget,« sukker hun.

Nej tak fra Sherin

Sherin har, siden hun var 14, arbejdet som frisør, men heller ikke hos hende vinder et tilbud om en betalt uddannelse mod en enkeltbillet til Kurdistan gehør:

»Men hvis man kunne tjene penge nok her til at købe et hus dernede, og ens børn fik en uddannelse, ville vi måske tage tilbage. Det er min mand ikke enig i, men jeg ville gerne skrive under på det. Min mand siger, at hvis vi får opholdstilladelse kan vi arbejde og låne penge i banken og købe et pizzeria. Og hvorfor giver man ikke ophold til dem, der gerne vil arbejde? Vi kunne måske være rejst allerede nu - hvis vi havde fået lov til at arbejde, da vi kom, og havde tjent vores egne penge. I stedet har vi brugt vores liv på ingenting. I Kurdistan er det kun de rige, der har det godt,« siger hun.

De to store piger Alien og Helbin samt søsteren Helin på henholdsvis 14, 12 og 10 vil slet ikke høre om Kurdistan. De to ældste glæder sig til at komme i en rigtig dansk folkeskole i Hvalsø efter sommerferien. Deres dansk er perfekt. Alien er god til matematik, vil være politibetjent og chatter med sin moster i Canada på den godt brugte computer, som asylcentret har stillet til rådighed i et af familiens to værelser. På sengen står en stor livagtig tøjhund.

Kristen i knibe

Længere henne ad gangen bor den midaldrende Shamuni Mirza, der som enlig mor befinder sig i Danmark på sjette år sammen med sin sukkersyge og nervesvækkede datter på 25. Shamuni er kristen, har boet i Bagdad, flygtede fra Saddam og vil hellere sidde på sit værelse i Avnstrup end tage tilbage til Irak.

Og tanken om at skulle slå sig ned i Kudistan, enten permanent eller for at tage en uddannelse, nærmest ler hun af:

»Jeg er jo ikke kurder, det er ikke mit land, jeg er kristen, og alle kan vel se de problemer, som kristne har i Irak. Hvordan de bliver forfulgt og myrdet. Skulle jeg kunne tage tilbage? Aldrig!«

Kommer der en opholdstilladelse, vil hun slå sig ned sammen med søsteren, der er i Danmark på 12. år med opholds- og arbejdstilladelse.

»Men det med penge betyder intet for mig. Om så hele Danmark gav mig deres penge, vil det ikke løse mine problemer. Dette værelse er nok for mig.«

Mens vi snakker, kommer 27-årige Abir, på sjette år i Danmark, forbi. Også han er kristen fra byen Mosul, hans familie befinder sig i Syrien. Han er fuld af energi og vil gerne arbejde, men han må jo ikke. Men hellere dette liv end at skulle tilbage til Irak.

»Nix, så vil jeg hellere begå selvmord.«

Den 26-årige Shafip i naboværelset tilører den kristne enklave på asylcentret sammen med sin mand Yusef og sin søn Fadi.

Skønt en beskeden skolegang klinger et tilbud om uddannelse mod at rejse tilbage slet ikke hos hende. »Nej tak, hverken her eller der. Vi har aldrig overvejet at tage tilbage. Som kristne risikerer vi at blive dræbt.«