Terrordømt fik stadfæstet sin straf

Den 18-årige Abdul Basit Abu-Lifa i terrorsagen fra Glostrup fik onsdag stadfæstet sin straf på syv års fængsel. Det skete i Højesteret.

Med en dom på syv års fængsel tog Højesteret onsdag for første gang stilling til en overtrædelse af terrorlovgivningen efter 11. september 2001.

Dommen blev afsagt over den 18-årige Abdul Basit Abu-Lifa, der tidligere på året blev dømt i terrorsagen fra Glostrup. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og lagde vægt på, at den 18-årige er skyldig i den alvorligste form for terrorisme, men at han kun lige var fyldt 16 år, da forbrydelsen blev begået.

Abdul Basit Abu-Lifa er den eneste af de fire tiltalte i Glostrup-sagen, der er kendt skyldig. To af de tiltalte gik fri, mens sagen mod den fjerde skal gå om til januar.

Abdul Basit Abu-Lifa samarbejdede med de to mænd, som tidligere i år blev idømt strenge fængselsstraffe i Bosnien.

/ritzau/