Sukkersyges private oplysninger til salg på nettet

En amerikansk såkaldt datakøbmand sælger oplysninger om danske diabetikere på nettet. Det vækker forargelse hos Diabetesforeningen.

Når danskere diabetikere modtager reklamer for eksempelvis insulinpræparater, kan det skyldes, at deres helbredsoplysninger er havnet i en database hos en amerikansk virksomhed, der sælger oplysningerne videre.

Det skriver DR Nyheder, der også kan fortælle, at firmaet - en såkaldt datakøbmand med navnet Exact Data - hævder at ligge inde med informationer om 2.500 danskere med sukkersyge.

Informationer, der for eksempel kan bruges til at målrette reklamer.

DR har fået tilbudt at købe journaloplysninger om de 2.500 danske patienter specificeret med navne, postadresser og e-mails, men har dog afslået at købe oplysningerne, da det er ulovligt i Danmark.

Alene dét, at informationerne er til salg, vækker forargelse hos Diabetesforeningen.

»Det er sygdomsoplysninger, som man ikke skal kunne købe,« siger Morten Jakobsen, kommunikationschef i Diabetesforeningen, til DR Nyheder.

Foreningen frygter, at oplysningerne kan blive misbrugt af kommende arbejdsgivere, der er interesseret i viden om jobansøgeres helbred.

DR har tidligere afdækket, at Exact Data råder over oplysninger om 359.000 danskeres indkomst, alder, køn, civilstatus og interesser. Men hvordan datakøbmanden har fået fat i informationerne er uklart.

Det kan ifølge DR være sket ved hjælp af cookies på hjemmesider, men det kan også være sket via læk fra en elektronisk database. Exact Data er ikke vendt tilbage på DRs henvendelse.