Stine havde en følelse af »rank ryg og fuck mand, det her er også min by«, men efter den aften er hun aldrig gået hjem alene

Stine Bork Kristensen har beskyttet sig selv med »magisk tænkning«, og hun har valgt cyklen frem for gåture. Hun tager en række forholdsregler af frygt for et farligt møde med en fremmed mand. Berlingske har talt med seks kvinder for at kaste lys på frygtens konsekvenser.

Du er en god mand, du er en god mand, du vil mig ikke noget ondt, du vil mig ikke noget ondt, messer Stine Bork Kristensen ofte i sit hoved, når hun går på gaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stine Bork Kristensen kan tydeligt huske den nat, hvor hun med en følelse af fandenivoldskhed insisterede på at kunne gøre det samme som sin mandlige ven. Da de skiltes på vej hjem fra byen, fortsatte han til fods mod venstre, og hun fortsatte – for en gangs skyld – til fods mod højre langs søerne i København.

Det har hun aldrig gjort siden.

I dag er Stine Bork Kristensen 49 år, hun arbejder som digter, forfatter og ordblindelærer, og hun bor på Østerbro sammen med sin 13-årige søn.

Hvilke forholdsregler tager du, når du skal hjem alene?

»Når jeg tænker efter, har jeg mange gange brugt en form for magisk tænkning – altså jeg har messet i mit hoved: »Du er en god mand, du er en god mand. Du vil mig ikke noget ondt, du vil mig ikke noget ondt«, hvis jeg er gået forbi en mand på gaden eller har været i en utryg situation.«

»I gamle dage ville det måske svare til, at jeg bad til Gud. Men jeg prøver ligesom telepatisk at kontrollere manden på den anden side af gaden. Det lyder jo gakgak. Jeg bilder mig ind, at det gør det sværere for en mand at gøre noget skidt, når jeg i situationen har signaleret, at selvfølgelig vil du ikke gøre mig noget.«

»Jeg har for eksempel brugt det, da jeg engang tog et nattog i Grækenland, hvor togkonduktøren pludselig kom ind og trak gardinerne for. Der tænkte jeg: »Du er i virkeligheden en god mand, du er i virkeligheden en god mand«, og så indledte jeg en diskussion med ham.«

Stine Bork Kristensen undgår at løbe øde steder om aftenen, ellers kan hun ikke nyde det. Hun bliver »for« fokuseret på sin angst over at møde en farlig fremmed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

»En anden gang brugte jeg det, da jeg landede sent med et fly i Istanbul. Taxichaufføren begyndte på vej hen mod hotellet at køre mig et helt andet sted hen. Her brugte jeg det også, og så spurgte jeg, om han havde en cigaret. Vi endte med at ryge, hvorefter han lukkede mig ud. Det var på den helt forkerte gade, men jeg begyndte bare at gå. Så blev jeg helt vildt bange bagefter.«

»Den her tankekontrol bruger jeg stadig, hvis jeg skal være helt ærlig. For eksempel, når jeg skal nå fra cyklen og hen til min dør sent om aftenen. Jeg er godt klar over, at det er dybt irrationelt.«

»Noget andet er, at jeg undgår øde steder, hvis jeg løber en tur om aftenen. For ellers nyder jeg det ikke. Så ryger fornøjelsen, fordi jeg bliver mere fokuseret på den mand, der kommer gående – som højst sandsynligt er en helt uskyldig mand – og på, om han vender sig om og følger efter mig. Jeg bliver alt for fokuseret på min angst.«

Det er oplevelserne gennem livet, der har gjort, at Stine Bork Kristensen tager sine forholdsregler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

»Og hvis jeg skal hjem alene sent om aftenen eller natten, går jeg aldrig hjem. Jeg cykler.«

Hvorfor tager du de forholdsregler?

»Jeg tror dels, det handler om de oplevelser igennem livet. Flere gange føler jeg, at jeg er sluppet fra nogle mænd, som ikke havde gode hensigter.«

»Jeg har oplevelser helt tilbage, fra jeg var otte år gammel, hvor jeg legede med min veninde, og der pludseligt ud af det blå var en mand, der tog fat i min arm. Han havde gået og luret på os, mens vi legede. Vi troede, han var væk, men så dukkede han op. Min veninde tog fat i min anden arm, og hun gav bare ikke slip. Det husker jeg så tydeligt. Til sidst slap manden og forsvandt.«

»Det kan også være, det hænger sammen med, at min far altid hentede mig, da jeg var teenager i Esbjerg. Det var enormt sødt af ham. Han har sågar stået inde på en bar og råbt: »Er der en Stine her?« Jeg blev så flov. Men han har bare altid hentet mig, og det er jo også en måde at vise på, at kvinder tager ikke alene hjem.«

»Jeg er ikke gået hjem fra byen alene, siden dengang jeg gjorde det i trods, da jeg var 29 år. Jeg havde været på Vega på Vesterbro med nogle venner, og da vi skulle hjem, havde jeg sådan en følelse af rank ryg og fuck mand, det her er også min by, og jeg ville kunne gøre det samme som mine mandlige venner. Men der konstaterede jeg, at der var en god grund til, at jeg altid tog en taxi hjem.«

Stine Bork Kristensen er ikke gået alene hjem, siden den nat hun gik alene langs Søerne i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

»Jeg fulgtes med en ven, og da vi skiltes, ville han bare gå hjem til fods. Det ville jeg også kunne. Men klokken var måske fire om natten. Det var på det tidspunkt, hvor folk er skuffede. Da jeg gik afsted langs søerne mod Østerbro, husker jeg ikke, at der var nogen, som bare gik tavse forbi mig.«

»Jeg fik åbne bemærkninger som: »Hey smukke, hvor skal du hen? Vil du med mig hjem?« , hvor man ikke bliver decideret bange. Men jeg gik også forbi to-tre små grupper af mænd, der råbte ubehagelige ting, og en mand gik hen til mig og råbte højt, mens hans venner sagde: Lad hende være.«

»Da jeg nåede Sortedam Dossering, var der en mand, som begyndte at gå efter mig. Og der var ingen andre. Der blev jeg pisse bange, så da jeg fik øje på en ulåst cykel, stjal jeg den og cyklede hjem. Og så konkluderede jeg, at det gør jeg aldrig igen.«

»Og når jeg i dag parkerer min cykel, så er jeg virkelig bange, indtil jeg har sat nøglen i døren og er kommet ind.«

Stine Bork Kristensen mener kvinders angst skal tages alvorligt og ikke bare affejes med statistikker om, hvor sjældent det er, at kvinder bliver dræbt af fremmede mænd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

Hvad tænker du om, at du tager de forholdsregler?

»Jeg tænker, at mens det er utrolig sjældent, at der sker noget så voldsomt som drabet på Mia Skadhauge Stevn, er de mindre aggressioner og ubehagelige oplevelser måske hyppigere, end vi er opmærksomme på.«

»Vi er alle blevet råbt af og antastet. Så det er måske ikke så mærkeligt, at når man som kvinde er et sted alene, så kommer angsten. For hvad er det næste skridt, efter du har råbt luder efter mig nede ved Søerne? Når du ikke værdsætter mig mere end det. Jeg kommer bare gående her i min festkjole.«

»Angsten skal tages alvorligt. Man kan ikke bare affeje den med statistikker og sige, at »du bliver højst sandsynligt ikke dræbt af en fremmed mand« .«