Ballet-pigerne stod spændte ude i foyeren med os forældre. Lige om lidt skulle de på trippende trikot-fødder med læreren og et par hjælpe-forældre ind til scenen for at klæde om til kostumer forud for den årlige jule-forestilling. Alligevel skete det igen i år.

Forælder efter forælder sneg sig med de fem-årige småpiger for at bære tasken med balletsko. Bare liiiigee for at give en big-mother-hånd med, du ved.
Sidste år var jeg også velmenende – så jeg uforstyrret kunne tage et foto af barnet i fuldt ballet-gear that is.

Juletid er jo som bekendt stirre-tid i børneland.

I år var jeg den stædige mor, der klappede barnet på hovedet og skubbede hende over i lærerens hånd i håb om, at hun ikke gik glip af den læring, jeg sidst snuppede for næsen af hende: Du kan godt selv.

Det markerer begyndelsen på mit eget private nytårsforsæt. Jeg skal tage mit lastbil-store forældreskab, sætte det i bakgear og lade det rulle et velvoksent stykke væk fra børnene.

Jeg skal lade de små leve deres liv, uden at jeg kontrollerer dem med samme iver som en nyansat new public management-leder, der støder på et hidtil umoderniseret skrivebordshjørne i en kommune.

Mor her skal holde op med at blive siddende som en passiv stueplante til børnenes legeaftaler, hvor hun søber en kop kaffe over en pligtsamtale med en anden forælder.

Mor her skal ikke bryde ind i børnenes småskænderier over legetøj, før nogen reelt er i livsfare.

Mor her skal stoppe med at holde et vågent øje med de små fødders leg – for alle børn ved, at det absolut sjoveste sker, når ingen kigger.

Mor her skal slet ikke sætte en leg i gang – med mindre nogen direkte efterspørger hendes lege-skills.

Min sundhedsplejerske sagde det i sin tid ved første hjemmebesøg, da hun så mig sidde og amme med optrukne, spændte skuldre og et fast blik på den lille:

»Du skal altså huske at kigge op. Man behøver ikke hele tiden at se på sine børn. Det har de slet ikke brug for.«

Min datter følger ugentligt op på de ord ved bogstaveligt talt at smække døren i til stuen, hvor lillebror og hende ofte leger. Hun efterlader mig dum og stum, når hun igen konstaterer, at det bliver et tak, men nej tak til mors selskab:

»Mor, hold så op. Nu skal du altså blive ude. Vi vil have fred og ro.«

Hvilke børn orker ærlig talt også forældre, der konstant lurer på dem med indstuderet silkeblød stemme og hundestore »elsk mig nu«-øjne? Nu er det på tide at rejse sig op fra det pastelfarvede legetæppe i fuld højde, så vores børn kan se os som de voksne mennesker, vi er.

Vi har brugt mange år på at sætte os ned på hug i børnehøjde - og jeg er seriøst ved at få ondt i knæene af at sidde dernede.