Statsministeren taler om at »ryge fredspibe« efter konservativ »indianer«-snak

Statsministeren valgte til Folketingets åbningsdebat at slå den forsonlige tone an over for Søren Pape Poulsens »indianer«-kommenter.

 
»Det er de færreste både offentligt ansatte og indianere, der får gavn at af få fjernet topskatten«. Video: Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Socialdemokraterne er tilsyneladende ikke helt enige om, hvor indignerede de skal være over Søren Pape Poulsen.

Eller rettere, over en kommentar fra De Konservatives leder.

Onsdag kom han for skade at omtale ansatte i ældreplejen som »indianere« på direkte tv.

Torsdag aften ved 21.30-tiden blev hans kommentar mødt af et indigneret »helt ærligt, Søren Pape« fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i et tweet fra Socialdemokratiet.

»Det her handler ikke om hverken indianere eller cowboys eller noget som helst andet. Det her handler om, at vores velfærdssamfund står over for massive udfordringer,« lød det fra ministeren i den korte video.

Men blot tre kvarter senere samme aften lød der mere imødekommende toner fra socialdemokraterne.

Denne gang fra statsministeren og det fra Folketingets talerstol til åbningsdebatten.

»Men nuvel …«

Mette Frederiksen snakkede om fremtiden og velfærdsreformer, da hun sagde:

»Søren Pape Poulsen har udtrykt det på den måde, at der er brug for flere indianere. Jeg tror ikke, man mente det sådan helt konkret.«

»Men nuvel,« tilføjede hun, »det er de færreste både offentligt ansatte og indianere, der får gavn at af få fjernet topskatten«.

Hun fortsatte, med et smil, med at ønske at få sendt forslaget om topskattelettelser »ud på de evige jagtmarker« og talte om at »begrave stridsøksen« og måske ligefrem »ryge en fredspibe«.

Og så, lovede hun til salens munterhed, ville hun »ikke komme med flere indianerreferencer«.

Søren Pape Poulsen selv lagde allerede torsdag morgen en opdatering på Facebook, hvor han skrev, at »jeg er kommet til at sige indianer, og nu er Socialdemokratiet dybt forarget«.

»Et tv-klip bliver lige nu delt af Socialdemokratiet, hvor jeg siger, at der skal være flere indianere i ældreplejen. Ja, du læste rigtigt. For de fleste kender nok vendingen »færre høvdinge, flere indianere«. Underforstået: Færre chefer til administration. Flere varme hænder og mere omsorg,« fortæller Søren Pape Poulsen:

»Men det bliver nu misbrugt. På Twitter antyder socialdemokratiske ministre, at jeg sviner offentligt ansatte til ved at kalde dem indianere. Jeg må indrømme, at jeg er lidt målløs. Det er en talemåde.«